FCK-profil har brækket hånden
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

FCK-profil har brækket hånden

Mikael Antonsson kom til skade under torsdagens pokalkamp mod Esbjerg, og har brækket hånden, meddeler klubben fredag.

FC København er ikke ligefrem blevet skånet for skader i denne sæson. Flere store navne indtager aktuelt skadeslisten, og torsdag gik det galt på ny, da det københavnske mandskab i DBU Pokalen gæstede Esbjerg fB. Her kom forsvarsspilleren Mikael Antonsson til skade med sin hånd, og har efterfølgende gennemgået flere undersøgelser. 

Resultaterne er nu klar, og det er ikke positive toner, der kommer ud fra Telia Parken. FCK-profilen kan nemlig se frem til pause i de to kommende kampe, da hånden er hårdt medtaget ovenpå pokalkampen: 

- F.C. København blev desværre ramt af en ny skade i gårsdagens pokal-sejr over Esbjerg. Mikael Antonsson brækkede sin hånd i et sammenstød med en modstander og forventes ude i de kommende to kampe, skriver klubben på sin hjemmeside.

Mikael Antonsson har i denne sæson spillet 22 kampe for FC København. Han har samlet spillet 160 kampe for klubben i alle turneringer.