FCK-profil: Gode minder fra HJK-kamp
Illustration
Superliga

FCK-profil: Gode minder fra HJK-kamp

FC København spiller torsdag aften på udebane i Europa League, og her skal klubben helst have tre point for at holde håbet om avancement i live. Meget hviler på Nicolai Jørgensens skuldre, og angriberen har da også gode minder fra det første opgør mod HJK.

Nicolai Jørgensen er FC Københavns største profil, og den talentfulde offensivspiller, der har været ramt af mange skader, er for alvor ved at være tilbage i topform. Lørdag scorede han FC Københavns eneste mål, da klubben vandt med 1-0 hjemme over bundproppen Silkeborg.

Torsdag aften skal Nicolai Jørgensen så igen forsøge at være manden, der afgør tingene for FCK. For klubben skal spille på udebane i Europa League-gruppespillet mod HJK. Selv om opgøret spilles et stykke væk fra Danmark, glæder Nicolai Jørgensen sig til kampen. Efter endnu en skadespause vendte han tidligere på efteråret tilbage mod netop HJK, og her scorede han til 1-0 mod den finske klub i 2-0-sejren. Nu håber han på at gøre det samme igen, ligesom FCK skal vaske 0-4 blamagen mod Club Brügge væk.

- Det er en ny kamp, der venter os, men det var en god kamp i Parken. Vi spillede godt, jeg fik scoret lige efter mit comeback, og det var selvfølgelig utrolig dejligt. Det er gode minder, jeg har fra den kamp, siger Nicolai Jørgensen til Ritzau.

Angriberen fortæller videre i interviewet, at han regner med kun at blive bedre herfra, og at han er klar til de sidste fire kampe i efteråret. Mens FCK spiller ude mod HJK, spiller Club Brügge hjemme mod Torino.