FCK installerer 350 skærme i Parken
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

FCK installerer 350 skærme i Parken

Danmarks nationalstadion skal være i top hvad angår visuelle oplevelser og interaktivitet, og derfor opsætter FC København og Samsung 350 videoskærme i Telia Parken.

I forvejen kan besøgende i nationalarenaen nyde godt af trådløst internet, og nu får den digitale oplevelse et nøk mere. FC København har indgået et samarbejde med Samsung om at installere 350 skærme rundt omkring på stadionet.

Skærmene kommer til udgøre store videovægge på op til 14 kvadratmeter, og det skal gøre stadionet til et af de fineste i Europa hvad angår visuelle oplevelser og interaktivitet.

- Det her vil sætte en helt ny standard for stadionoplevelser i Danmark og hæve det til et nyt niveau. Telia Parken bliver et af kun fem stadions i Europa med denne fulde interaktive løsning med både WiFi og skærme. Vi ønsker et stadion, hvor vores fans og gæster ikke går glip af et eneste sekund af underholdningen uanset, hvor de er, og samtidig vil vi producere masser af nyt unikt og interessant indhold til de store video-vægge. Det vil styrke tilknytningen til F.C. København og give vores gæster til koncerter en endnu mere helstøbt oplevelse, siger administrerende direktør Anders Hørsholt til fck.dk.

Opsætningen af de hundredvis af skærme begyndes snarest. Dermed vil besøgende til fodboldkampe og koncerter inden længe kunne opleve de nye funktioner. FCK regner med at afslutte opsætningen i løbet af 2015.