FCK forlænger med Mathias Zanka Jørgensen
Superliga

FCK forlænger med Mathias Zanka Jørgensen

FC København og Mathias Zanka Jørgensen forlænger aftalen. De to parter har nu papir på hinanden frem til 2018.

FC København og Mathias Zanka Jørgensen fortsætter det gode samarbejde. De danske mestre meddeler mandag eftermiddag, at forsvarsspilleren har forlænget sin aftale, således den nu løber til sommeren 2018.

Forlængelsen har været undervejs i noget tid, og nu er det hele altså faldet på plads. Planen er, at Zanka skal skydes af sted efter denne sæson.

- Vi mener, at Zanka er en forsvarsspiller med internationalt niveau, som har en vigtig rolle på vores hold som en af lederne. Det har han vist både i Superligaen og vores kampe i Europa. Ikke mindst i vores seneste Champions League-kamp mod FC Porto, hvor han var meget stærk. Forlængelsen her giver alle parter arbejdsro, og vi arbejder stadig med en plan om, at han skal sælges til sommer, men ingen ønsker, at det skal blive en stresset proces, så derfor er det godt for alle, at vi nu har ro omkring det. Vi er glade for, at Zanka også kan se ideen i at forlænge aftalen, og at han kan bidrage mindst et år endnu som FCK'er, siger manager Ståle Solbakken til fck.dk.

Mathias Zanka Jørgensen har i to omgange repræsenteret FC København. Han står noteret for 242 kampe for klubben.