FC Vestsjælland frygter sene tilgange
Illustration
Superliga

FC Vestsjælland frygter sene tilgange

FC Vestsjælland skal have tre-fire nye spillere og vil gerne have dem på plads i en fart. Sportschef Gert Hansen er dog bange for, at handlerne først kan lukkes sent.

Der har været rigtig meget snak om spillere, som kan forlade FC Vestsjælland denne sommer. Angriberen Edward Ofere har allerede forladt Slagelse, mens profiler som Jan Kristiansen og Lasse Nielsen er på udgående kontrakter. Desuden har Michael Lumb meldt ud, at han gerne vil til udlandet igen på et tidspunkt.

Der skal dog også nok komme trafik den modsatte vej. Efter at FC Vestsjælland har fået cheftræneren på plads i form af Michael Hansen, kan alt fokus nu rettes mod at forstærke spillertruppen, og Slagelse-klubben forventer tilgang af en lille håndfuld spillere denne sommer.

- Vi har kigget på 10-12 spillere, og ud af de spillere har vi en forhåbning om, at vi kan få tre-fire spillere til klubben. Det skal være spillere, der kan gå direkte ind i startopstillingen. Vi starter træningen igen den 16. juni, og ideelt set har vi truppen på plads til den tid - på den måde kan vi også nå at få spillet holdet sammen inden sæsonstarten. Jeg er dog bange for, at det først bliver sent i vinduet, at vi kan præsentere nye spillere, siger FC Vestsjællands sportschef, Gert Hansen, til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Jeg håber, at vi allerede omkring den 16-18. juni kan melde ud, hvem vi har købt, men så nemt er det bare ikke altid.

I første omgang har FC Vestsjælland også arbejde at gøre med at holde på klubbens nuværende profiler. Jan Kristiansen vil modtage et tilbud fra klubben snart, men den tidligere Brøndby-spiller kan også være på vej til Norge eller Sverige, mens der er forhandlinger i gang med Lasse Nielsen, som også tiltrækker sig interesse fra udlandet og flere danske klubber.

I tilfældet Lasse Nielsen er Gert Hansen dog optimistisk.

- Lasse overvejer i øjeblikket, hvad der skal ske. Han har haft en god sæson og er det, vi kalder en god, lokal spiller. Jeg vil tro, at vi i hvert fald har et forspring i forhold til andre danske klubber, men det kan da godt være, at han får et tilbud fra en udenlandsk klub, som økonomisk er på et niveau, vi ikke kan matche, fastslår sportschefen.

Også Michael Lumb er med i FC Vestsjælland-bossens transfertanker for det kommende vindue.

- Vi er meget afventende med Michael Lumb. Han fik en fantastisk start på sæsonen, men i foråret døjede han meget med skader og har ikke spillet kontinuerligt, og derfor er det kun naturligt, hvis interessen for ham er dalende. Men han kan stadig nå at spille sig i form, mens transfervinduet er åbent, og så kan der jo muligvis ske et eller andet. Han er i hvert fald et salgsobjekt, det er der ingen tvivl om, slutter Gert Hansen.