FC Nordsjælland handler i Norge
Foto: Polfoto
Superliga

FC Nordsjælland handler i Norge

FC Nordsjælland har hentet den unge Gudmundur Thórarinsson, der kommer til fra Sarpsborg 08 i Tippeligaen.

Unge Gudmundur Thórarinsson spillede begge kampe for Islands U/21-landshold, da Danmark mødte de islandske talenter i den afgørende kamp om at komme med til U/21-slutrunden i Tjekkiet denne sommer.

Dengang var Thórarinsson på kontrakt i norske Sarpsborg, men nu har FC Nordsjælland valgt at hente den unge midtbanespiller, efter hans kontrakt hos Sarpsborg var udløbet. Gudmundur Thórarinsson har fået en kontrakt med FC Nordsjælland, der gælder de næste tre et halvt år. 

Allerede i sommer kunne tipsbladet.dk berette, at FC Nordsjælland havde kig på den unge midtbanespiller. Dengang lykkedes det dog ikke for FC Nordsjællands islandske træner, Olafur Kristjansson, at hente Thórarinsson. 

Kristjansson glæder sig dog til at se den unge U/21-landsholdsspiller i FC Nordsjælland-trøjen:

- Det er en venstrebenet midtbanespiller, som kan spille 8’er, 10’er eller 6’er på sigt, når han lærer vores måde at spille på. Han er teknisk dygtig, og meget villig til at lytte og lære. En meget spændende spiller med et stort potentiale, som også kan give os nogle nye værktøjer på bl.a. dødbolde og spark fra distancen, fortæller cheftræneren til FC Nordsjællands officielle hjemmeside.

Gudmundur Thórarinsson står også noteret for to A-landskampe for Island.