Superliga

FC Midtjylland: Vi sælger Jakob Poulsen

FC Midtjylland er klar til at sælge Jakob Poulsen. Direktør Claus Steinlein forventer interesse for midtbanespilleren, der kan komme til Europas store ligaer.

Det er ingen hemmelighed, at FC Midtjyllands Jakob Poulsen gerne vil til udlandet. Han har tidligere udtalt, at det gerne må være nu, og hos FC Midtjylland er man bestemt ikke afvisende overfor et salg af midtbaneprofilen.

Direktør Claus Steinlein lægger således ikke skjul på, at man er parat til at skille sig af med Jakob Poulsen, der til gengæld kan indbringe nogle penge i den slunkne klubkasse.

- Hele planen med at hente Jakob Poulsen til FC Midtjylland i 2010, var at han skulle være et par år eller tre i klubben og så skydes af sted til udlandet. Kommer muligheden for Jakob, så har han også den rette alder til at få oplevelsen og de sportslige udfordringer i en udelandsk klub. Det vil vi ikke stå i vejen for, siger Claus Steinlein til tipsbladet.dk.

Læs også: Jakob Poulsen vil til udlandet nu

I onsdagens landskamp mod Portugal ved EM, blev Jakob Poulsen skiftet ind midtvejs i første halvleg, da Niki Zimling blev skadet. Han gjorde en god figur i løbet af kampen og skabte dermed mere opmærksomhed om sig selv. Det glæder Claus Steinlein.

- Jeg ved godt, at man ikke må sige det, men jeg blev glad, da Niki Zimling blev skadet i kampen mod Portugal. For jeg vidste, at Jakob ville komme ind og gøre det godt og vise sig frem. Det påvirker selvfølgelig hans pris i den rigtige retning, siger FC Midtjylland-direktøren.

FC Midtjylland er altså parate til at sælge Jakob Poulsen, og man har derfor givet Poulsens agent Ivan Marko Benes lov til at indlede en ”salgsturne” for midtbanespilleren.

- Det er hans agent, der arbejder på at finde en løsning. Han gør et godt stykke arbejde og har kontakt med forskellige klubber. Vi arbejder ikke aktivt på at sælge ham, for vi er glade for at have vores bedste spiller i klubben, men vi har givet hans agent tilladelse til at forhandle med klubber. Hvis han kommer med noget, der passer både Jakob og os, er vi positivt indstillede, siger Claus Steinlein, der håber at kunne skyde Jakob Poulsen af til en af Europas store ligaer.

- Jakob Poulsen er en klog og dygtig spiller, så han kan spille rigtig mange steder. Han kommer måske ikke til Premier League, men han kan godt komme til en af de store ligaer, hvor han så kan spille på et af de mindre hold. Det handler om at finde en balance og en klub, der spiller den form for fodbold, der passer til Jakob, siger Steinlein.

FC Midtjylland har endnu ikke modtaget konkrete bud på Jakob Poulsen, men Claus Steinlein forventer, at der vil komme henvendelser i den kommende tid.

- Der er ikke noget konkret. Der er meget snak og rygter i den her verden, og måske ligger der en fax og venter, når jeg kommer på kontoret i dag. Hvis der kommer et bud, går det jo ofte fra nul til 100 på kort tid i vores verden. Så nogen gange er vi lidt lukkede om det, og så kan der komme en pressemeddelelse dagen efter.

- Men når vi taler om en spiller som Jakob Poulsen, der gør det godt ved EM, er der selvfølgelig interesse. Jeg vil være rystet, hvis der ikke kommer bud, men der er altså ikke noget konkret endnu, siger Claus Steinlein.

Jakob Poulsen har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2014.