FC Midtjylland - Brøndby IF: Bedst og værst
Illustration
Superliga

FC Midtjylland - Brøndby IF: Bedst og værst

Hvem stjal opmærksomheden på Heden? Kom tættere på opgøret mellem FC Midtjylland og Brøndby IF:

FC Midtjylland - Brøndby IF 3-1 (1-0)

Kampens bedste:

FC Midtjylland:
Selvom man starter på bænken, kan man sagtens gøre en forskel. Det var også tilfældet for Rilwan Hassan, der kom på banen istedet for en skadet Petter Andersson efter 20 minutter. Rilwan Hassan var en konstant trussel for Brøndby-forsvaret, lder så fortvivlet til, når Hassan diskede op med proptrækkerdriblinger og andre lækkerier. Kampens første mål var også det flotteste, da Hassan kanonerede bolden i kassen fra 25-30 meteres afstand.

Brøndby IF:
I en kamp hvor Brøndby havde bolden mest, var der reelt kun en trussel for det midtjyske forsvar. Simon Makienok var en en-mands-hær i front for de gulklædte fra Vestegnen, og han viste gang på gang, at han med sin fysiske styrke kombineret med spilforståelse er et uhyggeligt vigtigt våben i Brøndbys offensiv. Hvis Brøndby skal gøre sig forhåbninger om medaljer, er det nødvendigt at Makienok holder sit niveau.

Kampens værste:
Der var store forventninger til Johan Elmanders comeback i den gule trøje. Desværre for ham og Brøndby måtte han dog melde afbud til kampen grundet personlige årsager. I hans fravær blev pladsen lige bag Simon Makienok besat af Ariel Nunez. Det bytte kan de umuligt være tilfredse med i Brøndbylejren. Den lille paraguayaner var fuldstændig anonym, og formåede aldrig at sætte sig i respekt overfor det midtjyske forsvar. Hvis det er den indsats, man kan forvente fra Nunez' side, så må man håbe for Brøndby, at Elmander hurtigt er klar for klubben igen.

Kampens detalje: 
Det er svært at komme udenom FC Midtjyllands føringsmål som kampens detalje. Vi elsker langskudsmål, og det fik vi på heden. Selvom Lukas Hradecky stod et par meter ude af sit mål, var han fuldstændig uden chance, da Rilwan Hassan fik skudt sæsonen i gang med ee vaskeægte kongekasse.