FC Midtjylland afviser Vigen-interesse og vil holde på Olsson
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FC Midtjylland afviser Vigen-interesse og vil holde på Olsson

Lasse Vigen er ikke et tema i FC Midtjylland, hvor klubbens sportsdirektør, Claus Steinlein, er meget lidt interesseret i at sælge Kristoffer Olsson.

Svenske Kristoffer Olsson har sagt meget tydeligt, at han ønsker at komme væk fra FC Midtjylland, hvor han er utilfreds med den manglende spilletid og samarbejdet med træner Jess Thorup.

Midtbanespilleren, der har bejlere i Sverige i form af Hammarby og IFK Norrköbing, har så sent som i denne uge gjort det klart over for Fotbollskanalen.se, at han meget gerne vil til IFK Norrköbing.

FC Midtjylland skal allerede har afvist Norrköbing og gjort forhandlingerne med den svenske klub kolde, fordi FCM kræver en høj pris for den 21-årige centrale midtbanespiller, der har stået bag Rafael van der Vaart og Jakob Poulsen på FC Midtjyllands centrale midtbane.

Og Claus Steinlein, sportsdirektør i FC Midtjylland, fastholder, at det ikke er i den danske klubs interesse at sælge, trods Olssons meget højlydte ønske om at komme væk.

- Kristoffer er en ung spiller, der kan udvikle sig, og lige nu er han med landsholdet. Vi så sidste år, hvor god han kan være, og vi er meget glade for Kristoffer. Vi taler om den svenskeU21-landsholdsanfører, der var med til at kvalificere Sverige til U21-EM til sommer, og som i sommeren 2015 vandt U21-EM med Sverige, siger Claus Steinlein til tipsbladet.dk og forklarer:

- Han har haft en periode, hvor tingene ikke er gået hans vej. Det er kun én ting at gøre, og det er at tage arbejdshandskerne på. Han er foretrukken, han skal bare bevise sig. Så vi tager ikke det hele så tungt - det er også højt til overliggeren her. Men vi har haft nogle snakke med ham, og selvfølgelig ønsker han at spille fast og bryde igennem, siger han.

Hvis det alligevel skulle ende med et salg af Kristoffer Olsson, føler Claus Steinlein sig godt besat på den centrale midtbane. Også selv om en gammel kending har givet udtryk for, at han gerne vil tilbage til Superligaen på en lejeaftale.

Gennem sin agent, Gulli Tomasson, har Lasse Vigen givet udtryk for, at han vil hjem til Danmark på en lejeaftale, og selv om han er Esbjerg-dreng, har Lasse Vigen Christensen halvandet år på FC Midtjyllands akademi, inden han blev sendt videre til England og Fulham. I denne sæson er det blevet til meget få minutter, og derfor vil han nu have fast spilletid - og gerne i Danmark.

Men det ligner ikke, at det bliver i FC Midtjylland.

- Nu har vi jo købt midtbanespillere ind, og både Kaan og Frank (Kaarinen og Onyeka, red.) har forlænget. Så vi føler os godt besatte på midtbanen, hvor vi både har rutine og har yngre modeller, ligesom vi får Janus Drachmann ind. Det er ikke et tema, siger Steinlein, der heller er på vej til at hente Sylvester Igboun tilbage til FC Midtjylland:

- Det er rigtigt, at han har været forbi os her i julen, men det var for at møde sine gamle venner, og så fik vi en frokost med ham. Han fortalte selvføgelig en masse røverhistorier fra Rusland. Ham er vi ikke ved at hente, siger han.

Ud over Janus Drachmann har FC Midtjylland også tilknyttet Marc Dal Hende, begge fra SønderjyskE, og begge skifter til FC Midtjylland den 1. juli 2017.