Superliga

FC København overvejer bud på »Zanka«

En udenlandsk klub har givet FC København et bud på Mathias "Zanka" Jørgensen. Det tygger de danske mestre nu på.

Selv om Mathias "Zanka" Jørgensen ikke levede op til sit store potentiale under U/21-EM, er midterforsvareren fortsat et af de bedste salgsobjekter i den danske Superliga. Mange udenlandske klubber holder et skarpt øje med FCK-profilen, men nu er interessen blevet så konkret som den overhovedet kan blive. FC København har modtaget et bud på den unge landsholdsspiller.

- FC København har et bud liggende på Mathias lige nu. Nu skal klubben finde ud af, om de vil sige ja eller nej til det, siger "Zankas" agent, Darryl Powell til tipsbladet.dk.

Agenten vil ikke ud med hvor stort buddet er, eller hvor det kommer fra. Men interessen i "Zanka" har tidligere været fra klubber i Tyskland, Italien og England, så et af disse tre lande er nok ikke noget dårligt bud på, hvorfra faxen på Carsten V. Jensens kontor er kommet fra.

Læs også: Zanka: Et sommerskifte er muligt

Netop sportsdirektøren i FC København er noget kryptisk, når det gælder et bud på Mathias "Zanka" Jørgensen. Carsten V. Jensen vil hverken be- eller afkræfte, at han har et tilbud liggende på sit skrivebord, men han vil gerne fortælle om sit syn på yderligere spillersalg i FCK denne sommer.

- Jeg sagde allerede før transfervinduet åbnede, at det ville blive ekstra svært at hente spillere i FC København denne sommer. Det holder jeg fast i, og det gælder både for "Zanka" og de andre spillere. Vores intention er som udgangspunkt ikke at sælge, men på den anden side skal vi optræde ansvarligt, som vi eksempelvis gjorde i William Kvists tilfælde. Det samme gør sig gældende her. Vi er ikke eneherre over transfermarkedet, og der er nogle markedskræfter, vi ikke kan styre, siger Carsten V. Jensen, der understreger, at klubben er meget tilfreds med at have Mathias "Zanka" Jørgensen i truppen.

Om det så er nok til at afvise buddet på midterforsvareren er en helt anden sag. Men FCK har allerede købt islandske Ragnar Sigurdsson til positionen, og på samme tid står Helsingborgs Marcus Nilsson på lur. Et salg af endnu en FCK-profil virker derfor ikke helt ude i skoven.