Fall håber på ny startplads
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Fall håber på ny startplads

Søndag tager Randers FC imod Silkeborg IF, og her er det Djiby Falls håb, at han igen får lov til at starte for Randers FC.

Med to mål sparkede Baye Djiby Fall Randers FC i gang med forårssæsonen. Viktor Lundberg var skadet, og Mikael Ishak havde karantæne, så det var Djiby Fall og Nicolai Brock-Madsen, der fik lov at spille sammen i angrebet. De scorede begge - Fall to gange - da Randers vandt 3-0 ude over FC Nordsjælland.

Men om det bliver de to angribere, der spillede mod FC Nordsjælland, som starter mod Silkeborg IF, ved Djiby Fall ikke selv. Han håber, at den gode indsats i træning og mod FC Nordsjælland får træner Colin Todd til at starte med senegaleseren igen.

- Jeg var virkelig glad for at få chancen igen. For mig handler det om at spille fodbold på den måde, som jeg ved, at jeg kan. Mod FC Nordsjælland fik jeg chancen for at spille og gjorde det godt, hvilket var vigtigt for holdet. Min store motivation er at hjælpe holdet til sejr, og det fik jeg heldigvis muligheden i sidste kamp, siger Djiby Fall til Randers' hjemmeside og forklarer:

- Det er ikke mig, der bestemmer det (hvem der spiller, red.). Det er trænerens afgørelse. Jeg gør mit bedste, og så håber jeg på, at det er godt nok, siger Djiby Fall.

Senegaleseren står noteret for fem kasser i Alka Superligaen i år. Det samme antal, som Viktor Lundberg og Mikael Ishak også har scoret.