Video : Tipsbladet
Superliga

Falk vil vinde og score i træningskampe: Forventer kvalitet

Rasmus Falk og FCK har været et godt match. Nu gør de klar til ef travlt forår, der byder på Europa League, pokalfodbold og Superliga.

Rasmus Falk skiftede i sommer OB ud med FC København, og et skifte må indtil videre ses som en succes for begge parter. Falk har vist, at hans niveau i OB kunne bæres videre til FCK, hvor han i 32 samlede kampe har scoret otte mål og lagt op til seks. Nu venter opstarten til anden halvdel af hans først sæson.

Den først modstander i forberedelserne er svenske Halmstad, der i morgen kommer på besøg i Telia Parken. Her skal der arbejdes på det taktiske og samtidig skal der løbes.

- Det vigtigste er nok, at det taktiske er på plads, og at vi får nogle kilometer i benene. Spillemæssigt kan man måske godt forvente, at der stadig mangler lidt, men der har været rigtig god kvalitet i træningen her i opstarten, og det ligner at vi er på et relativt højt niveau. Derfor forventer jeg også, at der kommer en masse kvalitet i træningskampen, og selvfølgelig går vi også altid ud for at score nogle mål og vinde, siger Rasmus Falk til klubbens hjemmeside.

Træningskampen mod Halmstad er det først bump på vejen frem mod to vigtige Europa League-kampe mod bulgarske Ludogorets. Imellem de to opgør ligger også et derby mod Brøndby.

Kampene spilles således:
Den 16. februar: Ludogorets – FC København
Den 19. februar: FC København – Brøndby IF
Den 23. februar: FC København – Ludogorets