Video : Tipsbladet
Superliga

Falk glæder sig til første hjemmederby

Rasmus Falk spiller søndag sit første derby i Telia Parken for FC København, og den tidligere OB-spiller glæder sig meget.

FC København har en hård opstart på forårssæsonen, da man startede med en kamp på udebane mod Ludogorets, inden man spiller mod Brøndby på hjemmebane. De kom dog godt ud af starthullerne, da de på udebane i Bulgarien vandt med 2-1, og de sikrede sig dermed et godt udgangspunkt forud for returkampen.

For Rasmus Falk er derbys stadig en ny ting at deltage i. Han skiftede til FCK i sommer, og han har derfor kun oplevet et enkelt derby på egen krop, som foregik på Brøndby Stadion. Søndag har den tidligere OB'er dog muligheden for at spille et derby på hjemmebane. 

- Jeg glæder mig meget til at spille mit første Derby på hjemmebane! Det bliver nok en intensiv kamp, og jeg håber vi kan få sat vores spil, men der er ingen tvivl om, at der bliver gået til den i nærkampene, og der vil højst sandsynligt være mange dueller, og folk er villige til at løbe mange meter. Så det bliver en arbejdskamp, men jeg tror på en 2-0-sejr til os, siger Rasmus Falk til FCKs hjemmeside.

Kampen mellem FCK og Brøndby starter klokken 13:30, og derfor er det en meget anderledes kampdag, end når man møder Ludogorets klokken 19:00. Det kan ændre på de enkelte spilleres rutiner. 

- Jeg tror, det er meget forskelligt, hvilke behov de enkelte spillere har. Jeg vil gerne nå de samme ting, som jeg plejer, men det er klart, at der er forskel på, om kampen ligger kl. 13.30 eller kl. 20 om aftenen. Men vi gør ikke noget anderledes i forberedelserne, så på den måde er det en kamp som alle andre.