Superliga

Facebook-fænomenet Tim Janssen

Esbjergs Tim Janssen er blevet et Facebook-fænomen blandt AaBs mange fans. - For os er der ikke meget sjov i det, siger hollænderen.

Med sin scoring blot halvandet minut før tid i kampen mellem Randers FC og Esbjerg, blev vestjydernes Tim Janssen den helt store frelser i en helt anden landsdel. Hollænderens udlignende træffer sendte Randers i 1. division, mens AaB reddede livet i sidste sekund. Derfor hyldes angriberen nu i stor stil af nordjydernes talrige fans.

Læs også: - Gratis øl til Janssen i Aalborg

Facebook-gruppen "AaB fans der elsker Tim Janssen" har i skrivende stund, blot 18 timer efter scoringen, 2.452 fans. Og det er ikke den eneste gruppe, Tim Janssen har fået. Facebook-siden  "Alle os der sender en kylling til Tim Janssen" hylder også hollænderens bedrift. Folkene i den gruppe planlægger alle at sende en Kylling, altså 10 cl Aalborg Taffel Akvavit, til hollænderen. Dén gruppe har har nu 37 deltagere.

Udover hyldestgrupperne har Tim Janssen også fået talrige nye venner på Facebook. Faktisk flere end han selv kan tælle til.

- Min telefon hyler hele tiden, fordi jeg har fået en ny venneforespørgsel. Jeg ved ikke ikke, hvor mange jeg har fået, men det er mere end nok, fortæller den hollandske hovedperson til tipsbladet.dk.

Tim Janssen er naturligvis fortsat skuffet, for det uafgjorte resultat mod Randers betød, at også Esbjerg røg ned i den næstbedste række. Dét faktum påvirker Janssens humør mere end de humoristiske AaB-fans.

- Jeg forstår, hvorfor det er sjovt. Men jeg ville hellere have vores egne fans til at være glade. For os er der ikke meget sjov i det. Jeg scorede ikke målet for dem (AaB og AaBs fans, red.). I stedet havde det været sjovere, hvis det mål havde betydet, at vi selv overlevede, siger Tim Janssen, der nu går på ferie med en underlig fornemmelse i kroppen.

- Jeg er meget skuffet, men nu går man fra at være ærgerlige sammen som et hold, til pludselig at være alene med sin skuffelse. Det føles meget specielt, slutter den hollandske angriber, som for altid vil have en særlig plads i hjerterne blandt AaBs tilhængere - og spillere.