Espen Ruud: Vi skal turde mere
Illustration
Superliga

Espen Ruud: Vi skal turde mere

Espen Ruud glæder sig over positive takter fra OB, der skal fortsættes i sæsonens to sidste kampe.

Lørdag venter et bundgys i Superligaen, når Silkeborg IF tager imod OB. Begge hold er under pres forud for vinterpausen, hvor OB dog stille er begyndt at vise lovende takter trods en aktuel placering i bunden. 

De gode takter skal dog fortsættes, understreger OB-profilen Espen Ruud, der ser frem til opgøret mod oprykkerne: 

- Vi skal vinde ved at bygge videre på det spil, vi har vist på det seneste. Vi skal turde at spille bedre, når vi har mulighederne og komme igennem deres pres, så vi kan udfordre på sidste tredjedel af banen. Det kan give indlæg og chancer, og dem skal vi selvfølgelig score på, siger Espen Ruud til klubbens hjemmeside.

Den norske back skrev tirsdag under på en kontrakt med norske Odd Grenland. Det betyder, at Ruud for anden gang på bare et halvt år står overfor afsked med fynboerne: 

- Det er lidt mærkeligt, må jeg sige. Jeg føler egentlig, at jeg har haft min afsked, men der kommer en afskedskamp mere, og det har jeg selvfølgelig ikke noget imod, fortæller Nordmanden. 

Silkeborg og OB tørner sammen klokken 17:00 lørdag aften.