Esbjerg: Vi er bedre til talenter end FCM
Illustration
Superliga

Esbjerg: Vi er bedre til talenter end FCM

Esbjerg spiller op til FC Midtjylland og puster til klubbernes rivalisering ved at understrege, at vestjyderne er bedre til at lave talenter end dem fra Heden.

Esbjerg går nye veje i forsøget på at lokke tilskuere til Blue Water Arena ved at forsøge at pumpe en rivalisering med FC Midtjylland op forud for deres indbyrdes opgør på mandag. På klubbens hjemmeside spørger Esbjerg Superliga-kollegerne direkte, om de vil være rivaler, og direktør Søren Poulsen understreger, at FC Midtjylland er et af de hold, han helst vil slå.

- FC Midtjylland er på top to-listen over klubber, jeg helst vil vinde over. Det har noget at gøre med, at vi geografisk grænser op til hinanden, og at vi især inden for talentudvikling har nogle områder, hvor klubberne støder sammen, siger Poulsen til klubbens hjemmeside.

Netop på talentområdet mener Esbjerg-direktøren, at FC Midtjylland pynter sig med fjer, som de ikke altid selv har groet.

- Vi har forskellige strategier, når det gælder talentarbejdet. I EfB har vi i større udstrækning taget udgangspunkt i samarbejdsklubberne, og vi har dokumenterede resultater i form af en række spillere, der er gået hele vejen til Superliga-holdet og for nogles vedkommende også kontrakter med udenlandske klubber.

- Selv om også FC Midtjylland de senere år har måttet vende sig mere til sit eget lokalområde, er klubbens talentarbejde fortsat meget præget af afrikanske spillere og en målsætning om at hente talenter i hele landet. Jeg synes naturligvis, at det er sjovest, når vores måde at gøre tingene på vinder. Efter min vurdering har vi i de seneste to-tre år været mere succesfulde end FC Midtjylland med at udvikle egne talenter og integrere dem i vores Superliga-trup, bedyrer han.

FC Midtjylland er nummer to i Superligaen, mens Esbjerg ligger nummer fem.