Esbjerg tog vitale point til nedrykningskampen
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Esbjerg tog vitale point til nedrykningskampen

Det blev spændende til allersidst med et FC Nordsjælland-mål i overtiden, men Esbjerg endte med at tage en 1-3-sejr i Farum, som bragte dem væk fra akut nedrykningsfare.

Esbjerg fB havde brug for livsvigtige point mod FC Nordsjælland for at lægge afstand i nedrykningskampen, og de fik 1-3-sejr i Farum trods spænding til slut. 

FC Nordsjælland startede kampen med mest energi, og det gav flere chancer. Efter 13 minutter havde David Moberg Karlsson et fint skud med venstrefoden og få minutter senere forsøgte han med et hovedstød, der desværre for FC Nordsjælland ramte Gudjon Baldvinssons hoved og røg forbi mål.

Selvsamme Baldvinsson fik også en fin mulighed efter en omstilling, hvor han havde masser af plads i højre side. Men uselvisk forsøgte han at spille Joshua John, og han burde nok i stedet have forsøgt med en afslutning selv. 

Efter en halv time var Baldvinsson igen tæt på, da han kæmpede sig frem i Esbjerg-feltet på en aflevering fra Karlsson, men han manglende det sidste for at få en fornuftig afslutning.

I slutningen af halvlegen kom Esbjerg også frem til chancer, og de tilfaldt især Mohammed Fellah. Først forsøgte han et skud fra kanten af feltet efter en omstilling, men afslutningen manglede kraft. Det gjorde den ikke tre minutter senere fra stort set samme position, men denne gang ramte Fellah ydersiden af stolpen på kampens hidtil største chance. 

Men med to minutter til pause lykkedes det alligevel for Esbjerg at tage føringen. Emil Lyng havde ladet sig inspirere af Pione Sistos fine mål fra søndagens topkamp, og efter en lang bold fra Lasse Rise tog Emil Lyng et træk ind i banen og placerede bolden udenfor Runar Alex Runarssons rækkevidde i FC Nordsjælland-målet.

FC Nordjælland havde formentlig en okay fornemmelse i pausen på trods af, at de var bagud, men der skulle blot gå to minutter, før det igen gik galt. 

Emil Lyng jagtede en bold i FC Nordsjælland-feltet, og Pascal Gregor forsøgte at dække bolden ud til målspark. Men i duellen fik Gregor hevet Emil Lyng med ud af banen, og korrekt dømte dommeren straffespark. Den tog en sikker Hans Henrik Andreasen sig af og bragte Esbjerg på 0-2.

I resten af halvlegen havde FC Nordsjælland ikke meget at byde ind med, og Esbjerg kom frem til de bedste muligheder ved blandt andre Mick van Buren. Men det blev spændende to minutter inde i overtiden, da Emiliano Marcondes fik reduceret på et hovedstød. Kort før dommerens fløjte lukkede EfB dog kampen på en kontra med scoringen til 1-3 ved Mikkel Vestergaard.

Dermed øgede Esbjerg afstanden til FC Vestsjælland, som nu er seks point væk, og samtidig overhalede de SønderjyskE, der spiller senere i aften mod Randers FC.