Esbjerg: Tæt på nye spillere
Illustration
Superliga

Esbjerg: Tæt på nye spillere

Der går formentlig ikke lang tid, før Esbjerg kan præsentere nogle nye spillere, selvom de gerne ville have haft dem klar til træningsstart i dag.

I Esbjerg havde de håbet, at de kunne nå at hente nye spillere ind, før træningen startede op efter juleferien. Det gjorde den så i dag, men endnu har sidste sæsons pokalmestre ikke præsenteret et eneste nyt navn. 

Det skal vi dog ikke vente alt for længe på. Niels Erik Søndergård, som er en del af klubbens sportslige ledelse, forventer i hvert fald, at man snart kan melde transfernyt ud.

- Der er mere end én spiller, der var tæt på at være EfB-spiller. Jeg vil ikke nævne hvor tæt, men nogle af dem bruger vi ikke mere tid på. V har da et par stykker i pipelinen, men om det bliver i morgen eller fredag, ved jeg ikke. Jeg vil ikke lægge et forventningspres, siger han til tipsbladet.dk.

Som Esbjerg-chefen selv er inde på, skulle mange ting ikke have foregået anderledes, for at de allerede nu havde en eller flere navne på plads. Det var ganske realistisk, at klubben kunne have haft nyt spillerblod klar nu, men det handler også om at vente på den rette mand.

- Vi havde et optimistisk håb om at have nogle klar til i dag. Det kan man ikke altid selv styre, men vi troede på i dag. Af forskellige årsager gik det ikke, og der er ikke mødt noget konkret op til træning, siger Niels Erik Søndergård.

- Vi prøver at få det på plads så hurtigt, som det kan lade sig gøre, men vi træffer ikke forhastede beslutninger. Vi får løbende nye muligheder, og det handler om at finde en balance mellem at få lukket handler af og se, hvilke muligheder der byder sig til.