Esbjerg-spiller går trænervejen
Superliga

Esbjerg-spiller går trænervejen

Midtbanespiller Jerry Lucena fortsætter i Esbjerg, hvor han bliver træner i klubbens talentsektor.

35-årige Jerry Lucena har to kampe med Esbjerg, inden han stopper sin aktive karriere. Men når han er færdig som fodboldspiller, begynder et nyt eventyr.

Således kan Esbjerg fB torsdag meddele, at den tidligere filippinske landsholdsspiller overgår til træner, hvor han har fået en toårig aftale med netop Esbjerg fB. Her bliver han en del talentsektoren.

Rollen er ikke 100 procent klarlagt, men han kommer formentligt til at få en rolle som assistent for de to cheftrænere på de to bedste ungdomshold i U19 og U17.

- Jeg har haft tanker i andre baner, men kan ikke se bort fra, at jeg tænker meget fodbold, og at jeg brænder for at udvikle unge spillere til, at de forhåbentlig kan spille på EfB’s superligahold. Nu har jeg haft et overgangsår, hvor jeg ved at være tæt på U19-holdet har fået et indtryk af og kendskab til rutinerne i trænergerningen, og jeg er glad for, at der nu er fundet en fuldtidsløsning, siger Jerry Lucena til klubbens hjemmeside.

Esbjergs ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård, er glad for, at Lucenas erfaring nu bliver i Esbjerg.

-  Da vi indgik den seneste etårige aftale med Jerry, var der en gensidig forståelse af, at det var et overgangsår mellem den aktive karriere og en fremtid som træner i EfB. Han er med sin stilfærdige, tænksomme og professionelle facon en personlighed med klare holdninger, som vi ikke kun ser i en trænerrolle, men også som mentor og støtteperson for unge spillere i den svære fase, hvor de skal etablere sig på topniveau. Jerry ved om nogen, hvad der skal til for at nå højeste niveau, siger Niels Erik Søndergård.

Lucena har spillet i Esbjerg i 12 år af to omgange - han havde en afstikker til AGF i fem år.