Esbjerg-profil på plads i Ipswich
Foto: David Petr Josek/Polfoto
Superliga

Esbjerg-profil på plads i Ipswich

Esbjerg fB sælger Jonas Knudsen til engelske Ipswich.

Esbjerg fB's dygtige venstreback Jonas Knudsen skal i fremtiden kaste sine lange indkast i engelsk fodbold. Vestjyderne har fredag solgt den landsholdsaktuelle back til Ipswich Town fra den næstbedste engelske række. Jonas Knudsen har længe drømt om et udlandsophold, og det ønske er altså nu blevet opfyldt.

Esbjerg bekræfter blot, at Jonas Knudsen skifter til en udenlandsk klub, men Ekstra Bladet kunne torsdag aften fortælle, at det er Ipswich, der henter venstrebacken.

Jonas Knudsen debuterede allerede for Esbjerg som 17-årig, og siden har han markeret sig som en stor profil i den vestjyske Superliga-klub. Esbjerg har allerede hentet Leon Jessen til klubben i dette transfervindue, så det har hele tiden været planen, at Knudsen skulle sælges denne sommer - et år før kontraktudløb. Venstrebacken nåede at spille 153 kampe for Esbjerg.

Esbjerg meddeler, at salget af Jonas Knudsen ikke påvirker regnskabsåret for 2015.