Esbjerg-direktør: Vi har skuffet mange tilhængere
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

Esbjerg-direktør: Vi har skuffet mange tilhængere

Esbjergs spillere er godt klar over, at de langt fra har præsteret optimalt i denne sæson, men klubbens direktør kalder til støtte fra fansene forud for nedrykningsbraget søndag mod FC Vestsjælland.

Esbjerg fB går et meget nervepirrende slutprogram i møde efter tirsdagens 0-1-nederlag til AaB. Før de sidste to kampe i denne sæson har vestjyderne et forspring på fire point ned til FC Vestsjælland, der er under nedrykningsstregen, og netop klubben fra Slagelse er søndag modstanderen på hjemmebane.

Den potentielt afgørende slutkamp er kulminationen på et meget ujævnt forår for et Esbjerg-mandskab, der er præget af udskiftninger de seneste transfervinduer, og klubbens direktør, Søren Poulsen, er udmærket godt klar over, at spillerne langt fra har levet op til forventningerne.

- Ingen ønsker mere end spillerne at præstere, og de har brug for al den opbakning, vi kan mobilisere i hele vores region. Vi ved, at vi har skuffet mange tilhængere i denne sæson, og at mange bærer følelser uden på den blåhvide trøje. Det nytter ikke at vende dem ryggen på det mest kritiske tidspunkt. Derfor: Kom og bak op i 90 minutter – plus overtid, siger han til klubbens hjemmeside.

I vinterens transfervindue forlod Martin Pusic, Jakob Ankersen og Eddi Gomes alle den vestjyske klub.

Andreas Bruhn stod for målet, da AaB i overtiden scorede kampens enlige mål i Aalborg.