Emil Larsen: Skal stadig væk til sommer

Lyngby meddeler, at Emil Larsen har forlænget sin kontrakt. Aftalen blev dog underskrevet for en måned siden, og Larsen vil stadig væk til sommer.

Idag kunne Superliga-klubben Lyngby bekendtgøre, at de har lagt et halvt år til Emil Larsens kontrakt med klubben, således at den talentfulde kantspiller er bundet til klubben frem til sommeren 2013.

Kontrakten blev dog underskrevet allerede i starten af januar - før Emil Larsen tog til Thailand med ligalandsholdet. Og dagens nyhed fra Lyngby ændrer heller ikke på Larsens planer om at finde en ny klub til sommer.

- Det er sådan set en gammel nyhed, at jeg har forlænget med et halvt år. Det blev ordnet, inden jeg tog til Thailand med ligalandsholdet. Det har slet ikke ændret noget i forhold til det, jeg hele tiden har sagt. Jeg har stadig ambitioner om at komme videre til sommer, hvis det rigtige tilbud kommer, og det er klubben også indstillet på.

- Min gamle kontrakt udløb jo med udgangen af 2012, så Lyngby skulle næsten have solgt mig her i januar, hvis de skulle have haft en god pris på mig. Nu er der lidt mere ro på for begge parter, siger Emil Larsen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Emil Larsen: Der var bud efter mig

Emil Larsens nye kontrakt sikrer ham formentlig en højere løn, end den han fik i forvejen. Ligesom hans ønske om at komme til en anden klub til sommer formentlig også er skrevet ind i kontrakten i form af en frikøbsklausul eller lignende. Det ønsker Lyngby-spilleren imidlertid ikke at bekræfte.

- Det vil jeg ikke komme ind på. Jeg kan bare sige, at jeg er tilfreds med den aftale, der er blevet lavet.

Seneste nyt på tipsbladet.dk