Efter Ståle-kritik: Divisionsforeningen kalder det for unuanceret
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Efter Ståle-kritik: Divisionsforeningen kalder det for unuanceret

I kølvandet på sejren over Club Brugge gentog Ståle Solbakken, hvad han har sagt tidligere, nemlig at programmet med tre kampe på seks dage var idioti. Divisionsforeningen kalder kritikken unuanceret.

For FC København blev det en glimrende tirsdag aften, hvor klubben fik en imponerende sejr på 4-0 over Club Brugge og dermed alle tre point i Champions League-gruppespillet. Men sejren var ifølge træner Ståle Solbakken besværliggjort af et kampprogram i Superligaen, der bestemt ikke favoriserede FC Københavns europæiske muligheder.

Mens det blot var Club Brugges anden kamp på en uge, var det FC Københavns fjerde kamp på 10 dage, og det irriterer Ståle Solbakken, der mener, at kampprogrammet i Superligaen ikke søger at give dansk fodbold den fordel, som andre nationer har.

Men kritikken er forfejlet og unuanceret, mener Peter Ebbesen, turneringschef i Divisionsforenigen.

- Det giver ikke mening for os at gå ind i en isoleret, unuanceret drøftelse af en given periode i sæsonen.

- Vi vil meget hellere tage en dialog med FCK og andre Superligaklubber om en løbende optimering af datoplaner og kampprogrammer, og det gør vi også løbende, siger Peter Ebbesen til Ritzau.

Ståle Solbakken sagde efter opgøret mod Club Brugge blandt andet:

- Vi sprudlede ikke på samme måde som vi gjorde tidligere på sæsonen, og det er der en naturlig forklaring på. De, som har lagt kampprogrammet i Superligaen, har forsøgt at lægge så mange kampe som muligt på ti dage op mod en Champions League-kamp. Det er komplet idioti, hvis man vil løfte dansk fodbold internationalt. Jeg tænker ikke kun på FCK, men også på de andre hold. Club Brugge har fået deres kampe flyttet fra lørdag til fredag for at være klar i dag. Porto flyttede også deres kamp i ligaen. Det kan ikke være rigtigt, at det er hold fra England og Danmark, der får det hårdeste program.