EfB'er: Vi har styrkerne til at drille FC Midtjylland
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

EfB'er: Vi har styrkerne til at drille FC Midtjylland

Esbjerg fB's Casper Nielsen tror på, at holdet kan tage sejren mod FC Midtjylland på en ellers svær udebane.

Ugen startede umådeligt skidt for Esbjerg fB. Mandagskampen blev tabt med 1-3 på hjemmebane til AaB, men blot tre dage senere kom vestjyderne godt tilbage. De to hold mødtes igen på Blue Water Arena i en pokalkvartfinale, og her så det ellers ud til, at gæsterne endnu engang skulle tage sejren. Ved pausen førte AaB med 2-0, men i anden halvleg kom Esbjerg for alvor tilbage med fire mål - det gav en sejr på 4-2 og avancement til semifinalen mod FC København.

På søndag venter FC Midtjylland på MCH Arena, og det er endnu en udfordring i en begivenhedsrig uge, men Casper Nielsen, der spillede alle 90 minutter mod AaB torsdag, ser optimistisk på opgaven. Esbjerg kan nemlig tage sejren i Herning, tror han.

- Det bliver svært. De har vundet 10 ud af 10 på hjemmebane, men selvfølgelig går vi efter en sejr. Vi har styrkerne til at kunne drille dem, og hvis vi formår at være taktisk disciplinerede, så kan vi godt tage sejren og de tre point, siger Casper Nielsen til tipsbladet.dk og giver sit bud på, hvordan det skal foregå:

- Vi kan ramme dem på vores kontrafaser, hvor vi plejer at komme frem til ret meget. Vi ved, at FC Midtjylland er gode til at udnytte omstillingerne med de hurtige spillere, som de råder over, så vi skal også dæmme op for dem. Vi tror på det, siger den unge spiller.

Han beretter desuden om en vigtig snak i pausen af den anden svingom mod AaB, som blev afgørende for, at holdet lykkedes med at komme tilbage.

- Det er helt sikkert et kæmpe boost til hele holdet, og det var noget, vi havde brug for. Vi fik en kold spand vand i hovedet efter deres to mål i første halvleg. Det gjorde ondt på os, men i pausen blev vi enige om, at vi bare ville køre på. Vi vil alle sammen have sejren, og vi satsede måske lidt mere i anden halvleg. Vi fik hurtigt det første mål, og så gik det bare videre derfra. Det var en god følelse, siger Casper Nielsen.

Nederlaget mandag spøgte også i baghovedet, og han var meget tilfreds med at kunne vende kampen nede med to mål.

- Det var helt klart, at vi var opsatte på revanche. Nederlaget mandag var ikke godt nok, og vi var alle under niveau, så det var rart at få rejst sig igen med sådan en kamp. Det giver os en del selvtillid, og det kan vi tage med videre til en kamp mod FC Midtjylland, siger Casper Nielsen.

Esbjerg fB er nummer ni i Alka Superligaen med otte point ned til FC Vestsjælland under stregen.