EfB-træner: Vi er i en gunstig situation
Superliga

EfB-træner: Vi er i en gunstig situation

Esbjerg-træner Niels Frederiksen er tilfreds med udgangspunktet i pokalsemifinalen mod FC København.

Esbjerg fB sikrede sig torsdag et godt resultat i pokalturneringens semifinale, da vestjyderne fik 1-1 i første kamp mod FC København på udebane. 
 
Dermed kan EfB gå videre til finalen ved at vinde returkampen eller spille 0-0 på hjemmebane. Cheftræner Niels Frederiksen er godt tilfreds. 
 
- Det er helt afgjort et fint udgangspunkt for os. Det ville jeg jo nok godt have solgt den for på forhånd. FCK er stærke. Det så vi jo også i starten, hvor vi virkelig var trykket i bunden. Da så det da lidt skidt ud for os, men vi får nogenlunde greb om det i perioder, og det er meget positivt, siger Niels Frederiksen til JydskeVestkysten.
 
Han føler sig dog endnu ikke sikker på, at Esbjerg bare kan marchere i pokalfinalen nu.
 
- Nej, FCK har stadig et bedre hold end os. Det vil de også have, når de kommer til Esbjerg, men derfor er det jo ikke sikkert, at de vinder over os. Nu står vi i hvertfald i en gunstig situation, siger Niels Frederiksen.
 
Returkampen mellem Esbjerg og FC København spilles om to uger; torsdag den 30. april.