EfB præsenterer snart ny cheftræner: Det bliver en dansker
Foto: EfB/Twitter
Superliga

EfB præsenterer snart ny cheftræner: Det bliver en dansker

Ifølge Jyllands-Posten er Esbjerg fB snart klar med ny træner.

Siden Niels Frederiksens fyring i Esbjerg i august, har det været et konstant diskussionsemne: Hvem skal være ny cheftræner hos vestjyderne? og hvornår bliver afløseren præsenteret?

Nu ser det ud til, at omverdenen snart får svar på de to spørgsmål. Jyllands-Posten skriver således, at Esbjerg fB er tæt på at kunne præsentere en ny cheftræner.

Ifølge avisen bliver det en dansk træner, der overtager ansvaret i Esbjerg fB, men det nævnes ikke, hvem der er tale om. Dog er det efterhånden sikkert, at det ikke bliver Glen Riddersholm, der sætter sig i cheftrænerstolen på vestkysten. 

Esbjerg-direktør Søren Poulsen udtaler til Jyllands-Posten, at man vil gøre status over trænersituationen senest ved udgangen af landskampspausen. Noget tyder på, at man ved den lejlighed vil præsentere en ny træner. 

Af danske kandidater er blandt andre Henrik Pedersen - nuværende HB Køge-træner - blevet sat i forbindelse med Esbjerg-jobbet.