EfB-direktør: Store og flotte profiler til Superligaen
Illustration
Superliga

EfB-direktør: Store og flotte profiler til Superligaen

Esbjerg fB havde en rolig afslutning på transfervinduet, så sportsdirektør Niels Erik Søndergaard kunne i stedet betragte de mange nye indkøb i Superligaen. Han glæder sig på dansk fodbolds vegne over store profiler i Superligaen.

Med indkøbet af svenske Robin Söder i IFK Göteborg for snart to uger siden, havde Esbjerg fB foretaget de sidste indkøb i det netop overståede transfervindue. Klubben har denne sommer hentet den 23-årige svensker, Eddi Gomes, Lasse Rise og Daniel Stenderup som erstatninger for blandt andre Kian Hansen og Peter Ankersen, der smuttede til udenlandske klubber.

Så sportsdirektør Niels Erik Søndergaard kunne tage den med ro mandag. En dag, hvor flere Superliga-klubber ellers havde travlt med at handle - blandt andet skiftede Alexander Kacaniklic til FCK på en lejeaftale, mens Brøndby hentede Teemu Pukki i Celtic. Tidligere i transfervinduet vendte Daniel Agger og Johan Elmander tilbage til Brøndby, mens FCK købte Mathias "Zanka" Jørgensen og Steve de Ridder. Og Esbjerg-chefen kan lide det, de danske klubber har bragt til Superligaen.

- Der er bragt nogle store og flotte spillere til Superligaen. Det er jo hovedsageligt københavnerklubberne, der har haft pengepungen fremme, og der må vi andre erkende, at vi ikke helt kan være med i forhold til at rekruttere de type spillere. Men det er godt for dansk fodbold, og vi glæder os alle, til for eksempel Brøndby kommer på besøg. Daniel Agger er jo i dansk målestok en international topspiller, så det er godt for fodbolden, siger Niels Erik Søndergaard til tipsbladet.dk.

Han fortæller, at telefonen ringede et par gange i løbet af mandagen, men at der ikke var noget interessant i forhold til til- eller afgange i Esbjerg.

- Det var en forholdsvis fredelig dag for os, for vi havde jo meldt ud, at vi var færdige med at handle. Så der skulle noget ekstraordinært til, hvis vi skulle agere. Vi vidste, at der kunne ske noget i forhold til afgange, hvor nogle af spillerne, der ikke er omkring startformationen, kunne komme på lejeaftaler. Men det skete ikke. Vi ville ikke sælge vores profiler, med mindre der kom et tilbud, vi bare ikke kunne sige nej til. Det kom heller ikke, siger Niels Erik Søndergaard.

Sportsdirektøren er godt tilfreds med det spillermateriale, der er til rådighed, og der skal således skader til, før Esbjerg kan finde på at finde en kontraktfri spiller, som man kan supplere truppen med.

- Jeg har slet ikke tænkt de tanker, og jeg håber heller ikke, det bliver aktuelt. Det kan det kun blive, hvis vi bliver ramt af skader på nøglepositioner. Og jeg tror mere, det er klubber, der ikke fik det, de gik efter, som kigger på kontraktfrie spillere nu her, siger Niels Erik Søndergaard.