EfB-anfører: Sejr har givet ny tro
Foto: Anders Brohus/POLFOTO
Superliga

EfB-anfører: Sejr har givet ny tro

Jeppe Andersen mener, at sejren over OB var en kulmination på flere ugers positive tendenser.

Esbjerg fB fik i mandags sæsonens første sejr, da vestjyderne vandt 3-2 på hjemmebane mod OB.

Det har ikke blot givet tre point på kontoen, men også et boost af vestjydernes selvtillid, fastslår anfører Jeppe Andersen.

- Det var sindssygt vigtigt, og det var en længe ventet sejr. Efter at vi har været lidt ramt på selvtilliden, er det skønt at vinde en kamp. Det var fantastisk, siger Andersen til tipsbladet.dk.

Han mener, at Esbjerg nu er på rette vej efter en svær sæsonstart.

- Det er et godt skridt på vejen. Det var ikke alt, der lykkedes, men det her giver en tro på tingene. Vi skal nyde sejren, men vi skal også kigge frem mod kampen mod SønderjyskE på søndag. Det kræver også hårdt arbejde, siger Jeppe Andersen, der mener, at sæsonens første sejr har været undervejs i et stykke tid.

- Det startede i kampen mod AGF, hvor vi spillede en god kamp indtil det røde kort. Vi spillede også fint mod AaB, hvor vi desværre tabte, men sejren i mandags gør, at vi har en ny tro på det. Vi er måske ved at vænne os til Colin Todd, og så har vi hanket op i os selv. Vi kan præstere godt, og vi kan være farlige mod de andre hold, siger Jeppe Andersen.