Eddi Gomes må slide sig tilbage i startopstillingen
Illustration
Superliga

Eddi Gomes må slide sig tilbage i startopstillingen

Eddi Gomes spillede samtlige minutter i sæsonens første seks kampe men er gledet ud af Esbjergs startopstilling - af flere årsager.

Eddi Gomes fik en foprrygende start på Superliga-livet i Esbjerg, der hentede ham fra 1. divisiosnklubben HB KØge i sommer. Den store forsvarsspiller var egentlig i første omgang ikke udset til en fast plads på holdet, men Eddi Gomes greb den chance, der blev givet ham og spillede fuld tid i sæsonens første seks kampe.

Men i de seneste uger er eventyret blevet bremset en smule, for Eddi Gomes har været henvist til en plads på bænken. Manden med det ansvar er Esbjerg fB’s cheftræner Niels Frederiksen. Han forklarer, at Gomes ikke sidder på bænken, fordi han har spillet dårlig, men nærmere som et resultat af uheld.

- Der er mange tilfældigheder i den her verden, og det er sådan set ikke, fordi Eddi har spillet sig af. Han har spillet nogle gode kampe, men han fik en karantæne, og så skulle vi jo spille med en anden, og det blev Stenderup. Der holdt vi nullet for første gang i mange kampe og vandt 3-0 [over FC Vestsjælland], og så er det ikke altid, man bare lige laver det om. Så synes vi også, Stenderup har grebet chancen og spillet rigtig fint, siger Niels Frederiksen til Tipsbladet.

Det, der udløste karantænen i første omgang, var en advarsel i udekampen mod FC Midtjylland. Det var Gomes’ tredje i seks ligakampe, og det er for mange. Derfor skal han især arbejde med at dosere sin korthøst.

- Jeg har haft en god snak med Eddi, og jeg har sagt, at han skal have lidt mere ro i sit forsvarsspil. Han laver for mange frispark, og han får for mange kort. Det er ikke noget, han er begyndt at gøre. Det har han altid gjort. Så vi snakker meget med ham om, hvornår man skal satse i tacklingerne, og hvornår man skal holde en lille smule igen. Hvornår kan man tillade sig at være flagrende, og hvornår skal man være mere rolig og velovervejet? Der er ingen tvivl om, at han har spillet nogle fine kampe for os, og han har en fantastisk fysik, og han er enormt duelstærk og rigtig, rigtig hurtig. Så det er sådan lidt, hvad jeg føler, jeg har behov for i de enkelte kampe. Stenderup, som har spillet de seneste kampe, er en meget anderledes type spiller. Han har ikke den samme duelstyrke eller hurtighed, som Eddi har, men har måske lidt mere ro i forsvarsspillet, siger Niels Frederiksen, der medgiver, at det også handler om at finde en balancegang, for netop aggressiviteten og nærkampsstyrken er nogle af Eddi Gomes’ spidskompetencer. 

Den afrikanskfødte midterforsvarer er dog ikke så langt fra holdet, at han ikke kan komme på det igen i løbet af kort tid. For Niels Frederiksen er sådan set tilfreds med sin stoppers præstationer, og han skal nok få mulighed for at vise sig frem igen.

- Han er jo tæt på. Det er de små ting, der afgør det. Får vi en skade eller en karantæne til en af de andre, så står han langt fremme i køen. Så jeg er sikker på, at han får chancen igen, og så gælder det om at gribe den. Man kan dybest set sige, at da vi tog Eddi ind, var det ikke planen, at han skulle være fast spiller fra dag ét. Det blev han så, fordi der ikke var så mange andre på det tidspunkt. Han har spillet ét år i 1. division, og før det spillede han 2.division, så han har stadig en masse, han skal lære omkring det at spille i Superliga. Den overgang har han klaret rigtig fint og taget nogle skridt hurtigere, end vi havde forventet. Så han skal have lidt tålmodighed, for han får helt sikkert chancen igen, siger Niels Frederiksen.

Eddi Gomes har i denne sæson fået fem advarsler i Esbjerg-trøje i alle turneringer, og hos HB Køge blev det til hele 14 gule kort i 27 kampe i sidste sæsons 1. division. 

Esbjerg møder mandag aften OB i bundkampen, der for begge mandskabers vedkommende handler om at skyde sig væk fra nedrykningsstregen. Eddi Gomes er med i truppen, men først en time før kampstart, bliver det offentliggjort, om Eddi Gomes er med fra start eller om han igen må tage plads på bænken. 

Følg kampen på tipsblade.dk - klik her