Durmisi: Skylder vores fans at slutte i top 3
Polfoto/POULSEN LARS
Superliga

Durmisi: Skylder vores fans at slutte i top 3

Riza Durmisi mener, at Brøndby skylder klubbens fans at slutte i top tre i denne sæson.

Brøndby IF kommer næppe til at vinde nogle trofæer i denne sæson, efter FC København sendte dem ud af pokalturneringen onsdag aften.

Derfor mener Brøndbys landsholdsback Riza Durmisi, at holdet skylder klubbens fans en slutplacering i top tre i Superligaen.

Og vejen mod det mål starter allerede søndag aften, når AGF gæster Brøndby Stadion.

- Vi bliver nødt til at gå endnu hårdere til den. Vi skylder vores fans en sejr og en placering i top 3. Det skal vi opnå med hård fight og mere koncentration på den sidste tredje del af banen, siger Durmisi til Brondby.com.

- Vi bliver nødt til at komme ud over stepperne. Vi skal spille frit, vi skal gøre det, vi er gode til og ikke være bange for at lave fejl. Vi skal slippe håndbremsen og levere det, vi bliver betalt for, siger venstrebacken, der kan mærke en lille forandring i truppen over den seneste tid.

22-årige Riza Durmisi spillede onsdag sin kamp nummer 100 for Brøndby.

- Det føles rart. Jeg er utrolig stolt og beæret over at nå 100 kampe for Brøndby IF, men det bliver nok ikke en kamp, jeg kommer til at mindes med glæde, siger han.

Brøndby er i øjeblikket tre point efter FC Midtjylland, der indtager tredjepladsen i Superligaen.