Don Ø: Forfulgt af journalist
Den tidligere formand for Parken Sport & Entertainment, Flemming Østergaard, har 'intet at skjule'.
Ekstra Bladet skriver ellers i dagens avis, at 'Don Ø' har manipuleret med virksomhedens børskurs. Angiveligt skulle han have brugt virksomhedens penge på at købe aktier, så kursen på aktierne var kunstigt høje.
Men Flemming Østergaard afviser i et interview med TV 2 News, at sagen har noget på sig og mener, at der er tale om, at han bliver forfulgt at en journalist.
- Jeg er ikke overrasket over, at Morten Johnsen [Ekstra Bladets erhvervsredaktør, red.] igen tager denne historie op, efter han er blevet ansat hos Ekstra Bladet - han har forfulgt mig siden sin Berlingske-tid, senere Jyllands-Posten, siger Flemming Østergaard til tv-stationen.
Ifølge en ekspert, som Ekstra Bladet har talt med, kan kursmanipulation give op til fire års ubetinget fængsel. Flemming Østergaard forstår dog slet ikke, hvorfor avisen skriver om sagen, da han for et års tid siden blev afhørt kort af politiet - uden at det førte til mere.