Superliga

Det Nye Brøndby frosset ude

Brøndby IF afviser at tage protest-aktionærgruppens forslag med på dagsordenen til ekstraordinær generalforsamling.

Der kommer ingen punkter udformet af protest-aktionær-gruppen 'Det Nye Brøndby' på dagsordenen  til Brøndbys ekstraordinære generalforsamling 2. december

Gruppen af aktionærer, der ønsker at stille den siddende bestyrelse et mistillidsvotum, har ellers indsendt to konkrete forslag til dagsorden omkring vedtægsændringer.

- Vi har fået en besked fra Brøndbys advokat om, at det ikke lader sig gøre af juridiske årsager. Som vi forstår det, handler det om, at vores forslag først er kommet efter, at klubben har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, men det er stadig helt hen i vejret, siger Det nye Brøndbys talsmand Troels Johnsen til tipsbladet.dk.

- Brøndby har udmærket været klar over, at vi har haft punkter til en dagsorden og selv har haft planer om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Dagen før Brøndby selv indkaldte til generalforsamling, var vi i kontakt med klubben for at høre nærmere til detaljerne omkring vores indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling.

- At vi ikke får vores punkter med på dagsordenen, kan vi kun opfatte som endnu et eksempel på den arrogance, den nuværende bestyrelse viser. Det er rent hat og briller.

LÆS OGSÅ: Brøndby-oprørere ser mod Europa

Det Nye Brøndbys punkter til vedtægtsændringerne går på en stemmebegrænsning, så en aktionær maksimalt kun kan få ret til fem procent af stemmerne, samt at B-aktionærerne skal vælge tre medlemmer til bestyrelsen. Resten af medlemmerne vælges af den samlede generalforsamling. (se punkterne i konkret tekst nederst, red.)

At Det Nye Brøndby ikke får punkterne med på dagsordenen gør ikke, at den siddende bestyrelse slipper for at blive konfronteret med gruppen 2. december.

- Vi møder naturligvis op med vores synspunkter på den ekstraordinære generalforsamling.

- Brøndby har haft alle muligheder for at tage vores punkter med på dagsordenen, og vi er godt klar over, at vi aldrig vil kunne få dem gemmeført, som stemmerne er fordelt i øjeblikket, men at de på den måde fravælger os, mener vi, at klubben gør det til en tabersag for sig selv, siger Troels Johnsen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Brøndby-oprørere: Giver blod på tanden

Det Nye Brøndby så dagens lys i oktober og havde som primært mål at samle nok aktier (fem procent, red.) til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor man ville stille den siddende bestyrelse et mistillidsvotum. I skrivende stund har gruppen tilkendegivelser fra 1.199 aktionærer, der samlet holder syv procent af aktierne.

Men her stopper arbejdet ikke.

- Nu forbereder vi os på den kommende generalforsamling, hvor vi selvfølgelig kommer for at få taletid.

- I princippet kan vi bruge vores opbakning fra de mange aktionærer til at indkalde til vores egen ekstraordinære generalforsamling engang efter 2. december. Men i første omgang er det ikke, hvad vi ønsker. Vi vil gerne have en konstruktiv debat og har ikke lyst til at deltage i det cirkus, som den nuværende bestyrelse optræder med, siger Troels Johnsen, der har en bøn til de næsten 1.200 aktionærer, der i øjeblikket bakker op om 'Det Nye Brøndby.'

- Vi opfordrer alle de aktionærer, der bakker op om vores projekt til at møde op den 2. december for at være med til at sende et klart signal.

Den ekstraordinære generalforsamling afholde i Laudrup Lounge på Brøndby Stadion 2. december klokken 19.00.

Det Nye Brøndbys to forslag til dagsordenen lyder:

Forslag til vedtægtsændringer:
§12
Hvert A-aktiebeløb på 20 kr. giver 10 stemmer. Hvert B-aktiebeløb på 20 kr. giver 1 stemme. 5% af den samlede andel stemmer er dog det højeste antal stemmer, nogen aktionær kan afgive på egne vegne. På nuværende tidspunkt 282.500 stemmer.

§14
Selskabet ledes af en bestyrelse, som består af 5 - 7 medlemmer. Af disse vælger B-aktionærerne 3 medlemmer. De resterende medlemmer vælges af den samlede generalforsamling.

Motivering af ændringsforslag
Det er Det Nye Brøndbys opfattelse, at b-aktionærernes indflydelse i dag ikke står i et rimeligt forhold til den kapital de bidrager med. Forslagene opretholder de nuværende aktieklasser, men sikrer, at b-aktionærerne kan udpege tre bestyrelsesmedlemmer