Dennis Flinta: Skal måle os mod SønderjyskE
Illustration
Superliga

Dennis Flinta: Skal måle os mod SønderjyskE

I næste spillerunde skal Silkeborg op mod SønderjyskE, og det er i en kamp som denne, at Silkeborg skal hente sine point, mener Dennis Flinta efter nederlaget til Brøndby.

På forhånd så det ud til at blive en svær start for Silkeborg på Superliga-sæsonen, men oprykkerne fra Søhøjlandet har sluppet fra de første to spillerunder mod Brøndby og FC København med livet i behold.

Det blev til et point mod FCK på hjemmebane i sæsonpremieren, mens holdet tabte klart, men hæderligt 0-2 i Brøndby mandag. Silkeborg-profilen Dennis Flinta er da også fortsat optimistisk frem mod de kommende kampe i Superligaen.

- Jeg forholdsvis fortrøstningsfuld. Vi spillede lige op med FCK på hjemmebane, og det kunne gå begge veje, men uafgjort var fint for os. Vi ville gerne have spillet mod Brøndby om tre-fire kampe, hvor vi havde vænnet os mere til tempoet. Så havde vi nok været mere med, siger Dennis Flinta til tipsbladet.dk.

Han mener, at Silkeborgs nederlag til Brøndby mandag var helt fortjent.

- Det var en rigtig fin kamp i første halvleg. Brøndby havde bolden meget og havde kun en rigtig stor chance foruden nogle tilløb. Det var fint nok. Vi stod disciplineret på banen og holdt dem ok væk, selvom de har nogle dygtige spillere på den forreste del af banen. Desværre var vi ikke så gode, når vi selv havde bolden, for vi fik den hurtigt i hovedet igen. Vi forsvarede os godt til pausen, og det var et fint udgangspunkt, men så fik de en hurtig 1-0-scoring i anden halvleg, så det meget blev på deres præmisser. Vi blev aldrig rigtig helt farlige, og det var fortjent, at de vandt, siger Dennis Flinta.

I næste spillerunde skal Silkeborg op mod SønderjyskE, og det er i en kamp som denne, at Silkeborg skal hente sine point.

- Det er måske mere der, vi skal måle os. De kommer nok også til at spille for at overleve igen, så det er et af de hold, vi skal måle os med rent præstationsmæssigt og i forhold til, hvor vi er henne. Jeg håber, at vi kan være mere med i den kamp. Det er jeg overbevist om, at vi godt kan, siger Dennis Flinta.

Silkeborgs kamp mod SønderjyskE spilles på fredag klokken 18.30.