Delaney: Vi er ikke tilfredse
Superliga

Delaney: Vi er ikke tilfredse

Thomas Delaney lover et sultent FCK-mandskab, når holdet søndag gæster OB i Alka Superligaen.

Hos FC København er målene klare i denne sæson. FC Midtjylland skal væltes af tronen, og i jagten på dette har mandskabet fra hovedstaden handlet massivt denne sommer. I selve Alka Superligaen er det dog gået noget blandt for FCK-mandskabet, der inden søndagens udekamp mod OB har spillet uafgjort i de tre seneste kampe. 

Et udbytte som man da heller ikke er tilfredse med i hovedstaden. Det understreger anfører Thomas Delaney, der forventer et sultent FCK-hold i Odense, når der søndag klokken 18:00 fløjtes op til kamp: 

- Vi vil gerne tilbage på sporet mod OB. Vi har haft tre uafgjorte i streg i ligaen, og det er vi ikke tilfredse med.  Det bliver en kamp, hvor vi selvfølgelig kommer for at vinde. Nu så jeg, at OB tabte stort med 5-1, så de kommer helt sikkert også med noget power. De vil gerne spille possession-fodbold. Jeg ser dem lidt som en hold som AGF, hvor vi kan skabe meget, men hvor det også kan blive en udfordring at lukke helt ned, siger Thomas Delaney til klubbens hjemmeside og fortsætter: 
 
- Jeg tror, vi skal blive ved. Holde fast i de gode takter, som jeg synes, vi viste mod AGF rent offensivt. Og så skal vi være bedre og bygge på defensivt, som vi var gode til i sidste sæson. Det har vi manglet lidt nu, så det er helt klart et fokuspunkt. Vi skal tilbage defensivt. Det positive på det punkt er, at stammen rent spillermæssigt er den samme, hvilket er et godt udgangspunkt, så vi burde kunne ramme niveauet igen rimelig hurtigt, og det er også et mål for os, udtaler FCK-anføreren.
 
Thomas Delaney er i skammekrogen, og kan derfor ikke selv bidrage på grønsværen i Odense.