'DC' om Zanka: Står som en lille pige og griner mig op i hovedet
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

'DC' om Zanka: Står som en lille pige og griner mig op i hovedet

Daniel Christensen er sur på Mathias Zanka Jørgensen efter en bestemt episode under pokalfinalen torsdag.

AGF havde ventet 20 år på en pokalfinale og en pokaltitel, og torsdag var klubben så tilbage i pokalfinalen - dog uden at vinde. Det blev nemlig FC København, der gentog triumfen fra i fjor med en sejr på 2-1.

Især en episode blev diskuteret efter kampen. Daniel Christensen blev ramt af en albue fra Andreas Cornelius, røg i græsset, så ud til at rejse sig, hvorefter han gik ned igen. Det fik dommer Mads-Kristoffer Kristoffer til at stoppe spillet, og Mathias Zanka Jørgensen sætte sig foran 'DC', hvor han så ud til at grine.

Zanka har forklaret det med, at Daniel Christensen var ved at rejse sig, men gik ned igen, hvilket tv-billederne også viste. Daniel Christensen forklarer selv situationen med, at han var på vej op, men at kunne mærke, at det ikke var godt. Derfor gik han ned igen. Og 'DC' er ikke tilfreds med Mathias Zanka Jørgensens efterfølgende reaktion.

- Men jeg har ikke respekt for, at han står som en lille pige og griner mig op i mit åbne ansigt i den situation. Så kunne han jo selv prøve at få en albue i hovedet selv, siger Daniel Christensen til Ekstra Bladet.

Zanka forklarede efter kampen, at Daniel Christensen var ved at rejse sig, men lægger sig ned igen. Og at det er godt lavet, fordi dommeren så skal stoppe spillet grundet en hovedskade.

William Kvist scorede efterføgende det afgørende mål, så FC København vandt finalen med 2-1.