DBU's bestyrelse vil ikke udtale sig
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

DBU's bestyrelse vil ikke udtale sig

Sagen om en aftale - eller mangel på samme - mellem DBU og Spillerforeningen er stadig på sit højeste. DBU's bestyrelse har ikke i sinde at træde til.

DBU ønsker, at de danske landsholdsspillere går 17 procent ned i løn og samtidig underskriver aftaler individuelt med DBU, fordi det gør det nemmere for DBU at bruge landsholdsspillerne i kommercielle øjemed - unionen skal så ikke længere gå gennem Spillerforeningen. Spillerforeningen har hidtil afvist og kommer til at afvise fremover, fordi de kun vil underskrive en fælles aftale.

De to parter har forhandlet flere gange uden held, og senest dukkede DBU ifølge Spillerforeningen op til en forhandling - uden at fohandle en kollektiv aftale på plads, som Spillerforeningen mener, DBU har lovet, de vil.

William Kvist var særdeles hård i sin retorik efter de seneste mislykkede forhandlinger.

- Jeg synes, at DBUs bestyrelse holder os spillere, fans, sponsorer, ja os alle for nar, sagde han.

DBU's bestyrelse har dog ikke i sinde at svare igen på William Kvists "angreb". Ritzau har forsøgt at få bestyrelsen i DBU i tale, men der har ikke været med at få på blokken. Sms fra Ole Ladefoged og Mette Bach Kjær var det tætteste, Ritzau kom på et citat.

Ole Ladefoged gjorde det i sin sms klart, at han står "100 procent bag formand Jesper Møller, direktør Claus Bretton-Meyer og kommunikationschef Jakob Høyer, som udadtil tegner sagen for DBU," skrev han i sin sms til Ritzau.

De to parter ventes at forhandle videre på torsdag og fredag, ligesom der er programsat et møde til mandag den 16. marts.

Landstræner Morten Olsen skal udtage sin landsholdstrup den 17. marts, og er der ikke lavet en aftale mellem DBU og Spillerforeningen, må den danske landstræner se bort fra en del profiler til testkampene mod USA og Frankrig sidst i marts.