DBU straffer klubberne hårdere for balladefans
Foto: Lars Poulsen / Polfoto
Superliga

DBU straffer klubberne hårdere for balladefans

DBU har skærpet kursen mod fodboldfansenes opførsel i Danmarksturneringen med et strengere system, der resulterer i flere sanktioner til klubberne.

DBU's disciplinærinstans uddelte tirsdag bøder til både FC København og Brøndby IF blandt andet som følge af fansenes afbrænding af fyrværkeri ved det københavnske derby tidligere på måneden. På grund af røgen fra de mange afbrændte romerlys forud for kampen, måtte starttidspunktet udsættes, hvilket normalt betyder en automatisk indberetning til disciplinærinstansen.
 
Men reglerne for hvornår, der skal indberettes og hvornår disciplinærinstansen skal behandle og uddele advarsler eller bøder til klubberne er inden denne sæson blevet skærpet. 
 
- Tidligere var det sådan, at når sikkerhedscirkulæret blev overtrådt, og det fik indflydelse på kampens afvikling i form af afbrydelse eller udsættelse, blev det indberettet. I denne sæson bliver alle overtrædelser indberettet - også selv om det ikke afbryder eller udsætter kampene, siger sekretær for DBU's disciplinærinstansen Henrik Andersen til tipsbladet.dk
 
Det betyder, at romerlys eller anden pyroteknik, der bliver brændt af før eller under en fodboldkamp uden at røgen genererer nok til at afbryde kampen, bliver indberettet og sendt til behandling hos disciplinærinstansen. Det samme gælder for effekter kastet på banen. I kampen mellem FCK og Brøndby måtte kampen kortvarigt afbrydes, da Brøndbys fans kastede lightere, mønter og andre effekter i retning af FCK-keeper Stephan Andersen. Men i denne sæson falder der en indberetning, så snart der bliver kastet effekter på banen - også selv om det ikke medfører afbrydelse. 
 
Eksempelvis er der en igangværende sag under behandling fra 1. divisionskampen mellem AB og AGF, hvor udeholdets fans i løbet af kampen kastede lightere og mindst en fadøl efter AB's målmand. Episoderne afbrød ikke kampen men er alligevel endt på disciplinærinstansens bord  til behandling. 
 
Når bøder og sanktioner inden denne sæson blev uddelt, gjorde disciplinærinstansen brug af et tre-trins-bødesystem, før der eventuelt blev sendt større bøder ud til klubberne. Dengang hed den klassiske procedure en advarsel ved den første indberetning, en bøde på 10.000 kroner i andet tilfælde og en bøde på 25.000 kroner ved tredje tilfælde.
Herefter skulle nye sager behandles individuelt med en typisk strengere sanktion til følge. Også her har DBU justeret på fremgangsmåden. 
 
- Alle indberettede sager bliver nu behandlet individuelt. Det betyder også, at der ikke er nogen kontinuitet i, hvilket udfald der kommer ud af behandlingen. Men kan altså godt have modtaget en større bøde i første tilfælde for i et nyt tilfælde at modtage en advarsel, siger Henrik Andersen.
 
Det nye og strengere system har sammenlignet med det tidligere system medført flere sager til behandling for disciplinærinstansen.
Brøndby har med de to seneste sager været behandlet af disciplinærinstansen hele 11 gange i sæsonen, hvilket er klart flere end alle andre hold i Danmarksturneringen.
 
Her følger en klubopgørelse over afsluttede eller i igangværende sager fra DBU's disciplinærinstans, som enten har givet eller forventet giver advarsel eller bøde:
 
Brøndby IF: 11 
FC København: 7 
AaB: 5
AGF: 4
OB: 4
FC Midtjylland: 4
Randers FC: 2
Esbjerg fB: 2
Hvidovre: 2
Frem: 2
Klubber med 1 sag: SønderjyskE, Hobro IK, Lyngby BK, Fremad Amager, Viborg FF, FC Nordsjælland, Greve, Kalundborg, Fredericia, AB og Vejle Boldklub.