DBU: Dronningen skal godkende Pione Sisto
Illustration
Superliga

DBU: Dronningen skal godkende Pione Sisto

Hos DBU understreger man, at Pione Sisto endnu ikke må spille landskampe trods tredjebehandling af lov torsdag. Dronningen skal først godkende ham.

Det skabte torsdag stor glæde, da Pione Sisto omsider kunne kalde sig selv dansk statsborger. FC Midtjylland-profilen kan nemlig få stor betydning for det danske landshold i fremtiden efter imponerende præsentationer på Heden.

DBU understreger dog i en pressemeddelelse, at Pione Sisto endnu ikke må optræde officielt på det danske landshold. Først skal spilleren nemlig igennem en længere proces.

Først skal Dronningen underskrive lovforslaget fra Folketinget. Godt en uge herefter vil Sisto modtage statsborgerretsbeviset med almindelig post, inden han på Borgerservice skal have udstedt et dansk pas.

DBU vil efterfølgende fremsende en kopi til FIFA, hvor man samtidig vil søge om dispensation. FIFA behandler herefter ansøgningen, og godkendes denne som ventet, kan Sisto omsider trække i landsholdsdragten. Men det kan måske trække ud.