Danske angribere er ikke dygtige nok

Nu skal den være der. Du er helt fri foran mål, kun målmanden skal passeres, og du ved, hvad der venter, hvis du scorer. Holdkammeraternes krammere, fansene jubel, trænerens gunst. Men bag dig sætter forsvarsspillere lige straks en tackling ind, tavsheden fra tilskuerpladserne fortæller alt om det pres, der hviler på dine skuldre, og du kan simpelthen ikke overskue at misse endnu en stor mulighed. Skal du sparke en hård, flad inderside, skal du vippe bolden over målmanden, som kommer tættere og tættere på, eller skal du drible uden om og stole på, at det venstreben, som normalt kun agerer støtteben, sender bolden i nettet? 

Det lyder simpelt, men er i virkeligheden ganske vanskeligt at sparke bolden i mål. Det handler om meget andet end bare at sparke den ind, når man får muligheden. Man skal modtage bolden i en scoringsposition, vælge den rigtige afslutning, målmanden skal vælge den forkerte side, og den lille stemme, der siger, ”hvad nu hvis jeg brænder igen?” skal tysses ned. Et mål indeholder mange stadier, som skal udføres fejlfrit, og det er de færreste forundt at mestre alle aspekter. 

I Danmark hører vi ofte påstanden, at vi ikke er ret dygtige til at skabe de målscorere, der behersker alle ovenstående facetter, og at det manglende alternativ til Nicklas Bendtner er bevis herfor. Men hvorfor har vi ikke flere potente angribere i landet? Og endnu vigtigere: hvordan får vi dem?

En af årsagerne til, at danske målscorere, dem der laver 20 mål på en sæson, er en mangelvare, er ganske basal. Helt fra en tidlig alder er danske angribere simpelthen for dårlige til at afslutte. DBU-talenttræner Thomas Slosarich skrev i 2011 P-licensopgave om netop det at skabe morgendagens stjerneangriber, og han undersøgte, hvordan målene blev scoret for de otte kvartfinalehold i det års Champions League. Af de 144 scoringer faldt 64 procent på spillerens førsteberøring. Siden har han undersøgt danske angrebstalenters afslutningsevner, og de mestrer ikke at skyde på mål uden at tæmme bolden først.

- Det har været en lille overraskelse for mig, at i U/14- og U/15-fodbold bliver der stadig scoret en del flere mål, hvor de rører den mere end to gange. Det kan jeg ikke genkende fra det internationale, ikke engang bare på ungdomslandsholdsniveau. Der ser man tit, at man har én berøring, måske to, og så skal den altså være i kassen, forklarer han til Tipsbladet, der i denne uge kører angriber-tema i bladet. 

Den tidligere U-landsholdsspiller har til daglig stor fokus på angribere og afsluttere. I sit arbejde har han blandt andet observeret, at de unge frontløbere ikke har en særlig bred afslutningspalet. De fleste evner ikke relativt basale afslutningsvarianter.

- Hvis vi nu starter helt lavpraktisk med en bold, der ligger i feltet og skal sparkes ind fladt i det lange hjørne. Der skal vi bruge et lodret vristspark, hvor mange kan det? Det var der ikke ret mange, der kunne, siger han. 

Det er ellers ikke de tekniske fodboldfærdigheder, de unge knægte mangler. Tværtimod er de unges teknik og evner med bolden bedre, end de nogensinde har været. De forstår spillet bedre, og de spiller det bedre, men de formår generelt set ikke at afslutte det. 

- Det svarer lidt til, hvis man i golf gang på gang kan komme op på greenen i ét slag, men er verdens dårligste putter. Så vinder man ikke ret meget, sammenligner Thomas Slosarich.

- Vi har aldrig haft teknisk dygtigere spillere. Hvis man ser en U/14- eller U/15-kamp, så er de taktisk enormt dygtige i forhold til, hvad de var for ti år siden. De kan næsten alt med bolden, de kan drible med begge ben, føre bolden frem uden at kigge på den. Men det lodrette vristspark er ret væsentligt for en angriber. Der er også mange af dem, der ikke kan lave et chipspark. Målmanden kommer ud og smider sig, og man skal løfte den over ham ligesom Elkjær mod Belgien i 1984. Det kan de måske til nød gøre med det gode ben, men er ikke i nærheden af at kunne gøre det med det dårlige. Eller at man kommer for langt over i den ene side og skal lægge den med en rundskæv i en blød bue uden om målmanden over i det lange hjørne. Det er der heller ikke ret mange, der kan. Slet ikke med det dårlige ben. Det er en afslutningsteknisk færdighed, som ville være god at kunne.

- Mange er faktisk ret gode til at blive stukket ind i feltet, målmanden kommer ud, og så lægger de den ind med en hård inderside. Det bliver der scoret rigtig mange mål på. Hvis nu vi kunne krydre det indersidespark med lodret vristspark, som er hårdere og derfor sværere for målmanden at nå ned til, og med chipspark og en rundskæv. Det kræver, at værktøjerne sidder på rygraden, så man ikke skal bruge lang tid til at tænke over ”Hvordan gør jeg?”, men bare bruger al beslutningstiden på at finde ud af, hvilket spark man skal bruge.

Læs hele det store interview og få masser af vinkler på angribere og udviklingen af dem i Tipsbladet - køb det sammen med Ekstra Bladet i dag