Dansk stortalent: Chelsea eller Brøndby
Illustration
Superliga

Dansk stortalent: Chelsea eller Brøndby

Andreas Christensen vil gerne hjem til Brøndby, hvis ikke han bliver forfremmet i Chelsea frem mod næste sæson.

Andreas Christensen forlod i en tidlig alder Brøndby for at prøve lykken i den engelske storklub Chelsea. Og den mission er indtil videre gået hensigtsmæssigt for den 18-årige forsvarsspiller, der ved flere lejligheder har trænet med stjernerne på førsteholdet og desuden er fast mand på reserveholdet.

Men på et tidspunkt skal det næste skridt tages for Andreas Christensen, og det skridt vil være, at han bliver en fast del af førsteholdstruppen i den engelske storklub. Det skal helst blive en realitet til sommer.

Sker det ikke, vil danskeren se sig om efter en ny klub. Første opkald går til den københavnske Vestegn.

- Andreas har meget tidligt sagt, at han ikke ville se det som et problem, hvis han skulle tilbage og videreudvikles i Brøndby. Hans største drøm som ungdomsspiller var at debutere foran Faxe-tribunen, siger Chelsea-danskerens far og rådgiver, Sten Christensen, til BT og fortsætter:

- Hvis det ikke går, vil Andreas ikke have noget problem med at tage tilbage og starte forfra i Danmark. Og så er der ingen tvivl om, at det vil blive Brøndby og Thomas Frank med det, han kan med hensyn til udvikling af unge spillere. Jeg har en aftale med Andreas om, at hvis det her ikke lykkes, spørger vi Brøndby, om de kunne være interesseret i ham.

Brøndbys sportschef Per Rud fastslår over for avisen, at Andreas Christensen er et meget interessant navn, men at han ikke anser det for realistisk, at Chelsea-spilleren bliver Brøndby-spiller til sommer.