Dansk scout: Falder næsten i søvn til Superliga-kampe
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Dansk scout: Falder næsten i søvn til Superliga-kampe

Der skal ske noget i Superligaen, mener den danske scout Ove Flindt Bjerg. Han peger på, at niveauet i Sverige er højere, og der er mere liv til kampene.

Den danske Superliga står foran en strukturændring. Om det bliver med flere eller færre hold, vides endnu ikke, ligesom det endnu ikke er besluttet, om der skal være slutspil i dansk topfodbold.

Men spørger man Borussia Mönchengladbachs danske scout, Ove Flindt Bjerg, er der brug for at genopfinde sig selv i dansk klubfodbold. Han vil ikke gå ind i en diskussion om struktur og/eller slutspil, 66-årige Flindt Bjerg forholder sig bare til, hvad han ser, når han scouter Superligaen.

- Jeg har netop været på en tur til Sverige, hvor jeg så tre kampe, og det er helt klart, at niveauet i svensk fodbold overstiger niveauet i Superligaen. Superligaen har brug for, at der sker noget, siger Ove Flindt Bjerg til tipsbladet.dk og fortæller videre:

- Se bare på Malmö FF. Når du går på stadion i Malmö, er der liv og harmoni, og der bliver spillet god fodbold. Til danske Superliga-kampe falder jeg næsten i søvn. Alle tror, at Danmark er slaraffenland, når det kommer til fodbold i Norden, men det er det ikke, siger Ove Flindt Bjerg, der mener, man bør gøre meget for at øge spændingen og udviklingen i dansk fodbold.

Scouten fortæller videre, at han tidligere har fået kritik fra klubber, fordi han offentligt siger sin mening om, hvordan han ser dansk klubfodbold og talentudviklingen herhjemme. Flindt Bjerg mener bare, at det fortæller, at der er noget om snakken.

- Ja, der er klubber, der før er blevet sure på mig, når jeg siger min mening. Men er det ikke oftest sådan, at man bliver sur, når der er noget om snakken?, spørger Ove Flindt Bjerg retorisk.

Den danske scout arbejder i Borussia Mönchengladbach, hvor han har været scout siden 2008.