Daniel Jensen stopper karrieren
Polfoto/SJØRUP THOMAS
Superliga

Daniel Jensen stopper karrieren

Den tidligere danske landsholdsspiller Daniel Jensen stopper karrieren.

36-årige Daniel Jensen stopper karrieren, når hans kontrakt med Lyngby udløber denne sommer.

Den defensive midtbanespiller har haft en imponerende karriere, der på klubplan har bragt ham til klubber som Heerenveen i Holland, Murcia i Spanien og ikke mindst Werder Bremen i Tyskland, hvor han blandt andet var med til at vinde den tyske Ligacup tilbage i 2006.

Siden skiftede han til Novara i Italien, før turen gik hjem til Danmark og FC København. Efter opholdet i hovedstaden drog Jensen til SønderjyskE, hvorefter han i sommeren 2015 skrev sin sidste kontrakt som professionel fodboldspiller i Lyngby.

- Vi kneb os alle i armen, da det lykkedes at lande Daniel i sommer. Han var uden tvivl den største profil, af de spillere vi fik ind, og han har vist sin klasse i hver eneste berøring med bolden og mindet os alle om, hvor god man skal være for at spille på allerøverste niveau. Daniel vælger at stoppe sin lange, flotte karriere på toppen, og vi er taknemmelige for, at han har valgt at slutte af her i Lyngby Boldklub, siger cheftræner David Nielsen om Daniel Jensens karrierestop.

Jensen selv ved dog ikke endnu, hvad han skal arbejde med i fremtiden, når fodboldstøvlerne er smidt i garagen for sidste gang.

- Det kunne være i agentverdenen, i medieverdenen eller måske i en klub. Først skal jeg holde lidt ferie, men uden det bliver for meget for fremtiden skal selvfølgelig på plads, fortæller han til Lyngbys officielle hjemmeside.

Daniel Jensen står også noteret for 52 landskampe for Danmark.