Daniel Jensen: Pilen peger mod forlængelse
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Daniel Jensen: Pilen peger mod forlængelse

Tidligere landsholdsspiller Daniel Jensen kan meget vel fortsætte karrieren SønderjyskE.

Han er blevet 35 år, Daniel Jensen, men den tidligere landsholdsspiller er ikke klar til at stille støvlerne. Midtbanespilleren fra SønderjyskE har kontraktudløb til sommer, og det kan meget vel også være Daniel Jensens arbejdsgiver efter sommerferien. De to parter taler i hvert fald stadig om en kontrakt.

- Pilen peger mod en fortsættelse, men lige i øjeblikket er det ikke noget, vi taler om. Vi har primært fokus på de kampe, der skal spilles - den næste kamp er allerede på onsdag mod FC Vestsjælland i pokalsemifinalen, siger Daniel Jensen til Ekstra Bladet.

Midtbanespilleren, der har været i SønderjyskE siden sensommeren 2013, var søndag eftermiddag med til at tabe med 0-3 hjemme til AaB, og det begynder at spidse en smule til for klubben, der ikke har fået gode resultater på det seneste.

SønderjyskE har dog stadig ni point ned til nedrykningsstregen. Klubben leder i øvrigt efter en ny træner, da Lars Søndergaard skal være træner i AaB efter sommeren. På rygteplan nævnes Ove Pedersen, Skive-træner Jacob Michelsen og Johnny Mølby.