Daniel Amartey snublende nær FCK-exit
Foto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto
Superliga

Daniel Amartey snublende nær FCK-exit

Daniel Amartey er meget tæt på at blive solgt til Olympique Marseille.

FC Københavns guldfugl ser alligevel ud til at flyve fra reden i dette transfervindue. Leicester City fremstod længe som den største bejler, men de trak følehornene til sig for et par dage siden, og dermed så en handel med Amartey ud til at være aflyst i denne omgang. Nu har den fået kunstigt åndedræt på transfervinduets sidste åbningsdag.

Det afrikanske medie Star Sports skriver, at Daniel Amartey er tæt på at skifte til den franske storklub Olympique Marseille. Kun de sidste formaliteter mangler at falde på plads, før midtbanespilleren kan pakke flyttekasserne og flytte til Frankrig.

Hvis en handel falder på plads, vil det formentlig indbringe FC København på den gode side af 55 millioner kroner, men det er værd at bemærke, at Daniel Amarteys tidligere klub, Djurgården, skal have 12,5 procent af transfersummen.

Daniel Amartey spillede i går 90 minutter for FC København i nederlaget til OB.