Superliga

CVs debutmodstander: FCK bliver svære at slå

FC København har i dag fyret cheftræner Roland Nilsson. Første modstander for det nye trænerteam hedder AaB. Træner Kent Nielsen forudser en svær opgave.

Søndag den 4. marts debuterer Carsten V. Jensen som cheftræner for FC København i Superligaen på Energi Nord Arena mod AaB. En modstander som københavnerne i de sidste fem opgør har haft krammet på, idet de har vundet fire og spillet en enkelt uafgjort mod nordjyderne.

Dagens fyring af Roland Nilsson og indsættelsen af sportsdirektør Carsten V. Jensen får imidlertid ikke den store betydning for det opgør. Det spår CV's trænerkollega Kent Nielsen.

- Der er syv uger til den kamp, og alt det der er sket i dag vil have lagt sig til den tid. CV kender FCK's trup godt, da det i høj grad er ham selv, der har været med til at sammensætte den, og derfor kommer trænerskiftet isoleret heller ikke til at betyde noget for den kamp, siger Kent Nielsen til tipsbladet.dk.

AaB-træneren forudser, at nordjyderne igen vil få det svært med FC København, der trods fyringen ligger på en solid førsteplads i Superligaen med fire points afstand til FC Nordsjælland - og 13 point ned til AaB.

- FCK overvintrer på ligaens førsteplads. På trods af store udskiftninger i spillertruppen har de præsteret på et højt niveau i ligaen, og de vil stadig være et svært hold at slå. Både for os og for alle andre, forudser Kent Nielsen.

Sidst FC København var på besøg i Aalborg var i marts sidste år. Her vandt FCK med 1-0 på et mål af Christian Bolaños.