Superliga

- CV skal lære at bruge bolden

Martin Vingaard er ikke bange for at sende en drillende hilsen til sin træner og sportsdirektør i FC København.

Carsten V. Jensen afløste overraskende som træner i FCK, da svenske Roland Nilsson i januar blev fyret i den danske mesterklub. Han fortsætter som sportsdirektør og vil i fremtiden optræde med flere forskellige "kasketter."

Men på træningsbanen er der ikke de store problemer for spillerne i forhold til, at det er en af klubbens øverste chefer, der pludselig hundser rundt med dem.

- Vi kender jo alle sammen CV, og der har i forvejen autoritet i klubben, så der er ingen problemer. Det er en fordel for alle, at vi kender ham og at han omvendt kender alt til spillerne, deres styrker og svagheder. På den måde har det været en nem overgang for alle i forhold til skiftet fra Roland, siger FC Københavns Martin Vingaard til tipsbladet.dk

- Han har sin egen tilgang til tingene og har sine egne ideer med på træningsbanen. Der er meget fokus på, at den defensive organisation skal danne fundamentet for spillet frem ad banen - sådan som hele klubbens strategi jo er bygget op. Han er faldet godt ind i rollen, og det der vel har været den mest underlige ting at vænne sig til har været at se ham i træningstøj.

Martin Vingaard, der har kontraktudløb til sommer og er i dialog om en ny kontrakt, ser det ikke som specielt, at det er sportsdirektøren, der dagligt er på træningsbanen.

- Det betyder ikke det store. Det er ikke mig personligt, der har dialogen med CV om fremtiden, så for mig er han træner og ikke så meget andet, når vi er på græs, siger han.

Og fynboen er da heller ikke bange for at sende den lidt drillende hilsen til trænende sportsdirektør.

- Han har jo tidligere været assistent og har virkeligt godt styr på træningen, men det skinner tydeligt igennem, at det er et stykke tid siden, at han har været i gang. Han trænger blandt andet til at blive bedre med bolden, når han gerne lige vil vise sig, siger Martin Vingaard med et lille grin.

Carsten V. Jensen var assistenttræner under Hans Backe, der stod i spidsen for FCK fra 2001-05.