Cornelius rekordhurtigt tilbage på træningsbanen: Et mirakel siger Ståle
Foto: Linda Johansen/Polfoto
Superliga

Cornelius rekordhurtigt tilbage på træningsbanen: Et mirakel siger Ståle

Det er bare tre måneder siden, at benet vendte helt forkert på Andreas Cornelius efter en voldsom tackling. Nu er han snart tilbage igen.

Det så slemt ud, da Silkeborgs Dennis Flinta i april brækkede benet på FC Københavns Andreas Cornelius i en Superliga-kamp, og det så ud til, at det kunne blive til en lang pause for angriberen. Men mandag var Cornelius igen tilbage for 'Løverne', hvor han havde sin første træning.

Det kunne han fordi genoptræningen var gået langt bedre end forventet. Det forklarer Cornelius i et interview med Ekstra Bladet.

- Det går rigtig godt. Det gør selvfølgelig lidt ondt, men man må bide smerten i sig og presse anklen, så den bliver stærkere og stærkere hele tiden, siger Andreas Cornelius. 

Det forventes, at Andreas Cornelius vil være klar til at spille kamp igen efter landskampspausen i september, lyder det desuden fra FCK-manager Ståle Solbakken. Han sammenligner desuden sin unge angriber med Dolph Lundgreen i forhold til at kunne vende hurtigt tilbage.

- Corner er ekstremt mentalt stærk og har en smertetærskel, som andre kun kan drømme om. Han er lavet af granit. Det er kun tre og en halv måned siden, at benet stod ud til siden, så det er nærmest et mirakel, det han kan lave nu, siger Ståle Solbakken

Til træningen foregik det meste med skudtræning for Cornelius sammen med nyindkøbet Federico Santander, som det forventes, han skal spille angrebsmakker med, når han er klar igen.