Superliga

Club Brugge ville have to FCKere

Club Brugge forespurgte på både Lars Jacobsen og Pierre Bengtsson, efter FCK havde sendt belgierne ud af Champions League.

Det er efterhånden en kendt sag, at Lars Jacobsen har været i Club Brügges søgelys. Og faktisk har interessen været så konkret, at det udmøntede sig i et reelt bud på den danske landsholdsback.

Interessen blussede op, da FC København slog Club Brügge ud af Champions League-kvalifikationen, og det var ikke kun Lars Jacobsen, der havde spillet sig ind på Club Brügges radar.

- Efter vores to kampe mod Club Brügge sendte klubben mig en mail med forespørgsler - en fremgangsmåde, der ikke blev sat pris på af min direktion - på priserne på Pierre Bengtsson og Lars Jacobsen, som de endda bød 500.000 euro på [3,75 mio. kroner], siger Ariël Jacobs i et stort interview med den belgiske avis Le Soir.

Ariël Jacobs mishag ved at modtage denne mail skyldes muligvis, at den belgiske FCK-træner helt nægter at have med spillerhandler at gøre. Faktisk var han end ikke inde over FC Københavns køb af landsmanden Igor Vetokele, der blev hentet i Cercle Brügge.

Om Club Brügge endnu er interesseret i de to FCK'ere er uvist, men med en ny sportsdirektør, der startede i slutningen af december og blandt andet var skyld i en mislykket Stephan Andersen-handel, in mente, så lyder det mindre realistisk.