Christian Poulsen: Talent er bare ikke nok

Bragt i Tipsbladet 23. januar.

Det er prototypen på en mandag formiddag i januar. De grå skyer ligger tungt, og selv om nedbør-en er stoppet, sørger blæsten for, at det stadig er isnende koldt. Det er sådan en formiddag, hvor de fleste godt kunne drømme om at tage det stille og roligt derhjemme med noget varmt at drikke og noget godt at læse eller kigge på på skærmen – og specielt da når man først for nylig er vendt tilbage til Danmark efter mere end et årti med slid og pres i udlandet, der dog både har givet store oplevelser og økonomi til resten af livet.

En stille formiddag ville være en passende belønning i stedet for at løbe rundt her på det glatte kunstgræs med en pulsmåler om livet, mens de spæde skridt mod forårets fodbold i Superligaen bliver taget med afleveringsøvelser, spil på små og store områder og til sidst bevægelsesmønstre for hele holdet med og uden bold. Men sådan ser Christian Poulsen ikke på det.

Selv om han bliver 35 på den sidste dag i februar, selv om han har kæmpet sig igennem vintertræninger siden sine unge år i Holbæk, og selv om han har vundet titler og været forbi Schalke, Sevilla, Juventus, Liverpool, Evian og Ajax på sin forbløffende fodboldfærd, der også har talt 92 landskampe og fire slutrunder med Danmark, så fortryder han ikke, at han ikke bare valgte at lægge støvlerne væk dengang i efteråret, da FCK-cheftræner Ståle Solbakken gav ham en sidste udfordring.

For nu løber den aldrende Poulsen rundt med lette skridt i midten af den heftige action, der altid udspiller sig ved de første træningspas, hvor hierarkiet og tankerne om spilletid skal genetableres. Og han ser ud som om, at han trives.

Det bekræfter grinet også, at han gør, da han efter endt træning bliver spurgt, om han ikke fortryder, at han stadig skal løbe rundt i fodboldstøvler på en grå og kølig formiddag i januar.

”Nej, jeg glæder mig hver morgen til at komme ud at træne, og det føles rart at komme i gang igen efter ferien. At være fit igen. Jeg havde godt tænkt på den her lange opstart, der følger ved at tage hjem til Danmark, for den er der ikke i udlandet, men jeg synes ikke, at det er så slemt den her gang. Det er til at overskue. Man deler det op i nogle bidder, og i næste uge skal vi på træningslejr. Så jeg tror, at tiden vil gå stærkt. Vi starter heller ikke midt i marts, vi begynder allerede turneringen om en måneds tid, og jeg glæder mig bare til at komme i gang igen.”

”Jeg følte mig jo heller ikke udbrændt i løbet af efteråret og mente, at jeg havde brug for ferie. Der var stadig meget, jeg gerne ville vise overfor både mig selv og klubben, noget jeg gerne ville komme med og bidrage med, både på banen men også i forhold til at bygge noget op udenfor. Det var noget af det, jeg overvejede i sommer, og det er også derfor, at jeg har lyst til at være i FCK. Jeg kan godt lide det der med, at man som hold skal få tingene til at fungere.”

”Selvfølgelig glæder man sig til at spille rigtige kampe og komme i gang, men jeg føler helt klart, at vi kan bruge tiden inden godt på at integrere de nye og også integrere mig selv og de andre, der kom i sommer, hvor der var en stor udskiftning. Jeg synes, at der er mange ting, som vi kan blive bedre til på træningsbanen. Vi kan lære hinanden bedre at kende. Hvordan vil den angriber gerne have bolden? Kommunikere noget mere. Jeg tror, at der er mange steder, hvor vi kan forbedre os, og hele det arbejde synes jeg er en spændende proces,” siger midtbanemanden, der trods den glorværdige fortid i store, europæiske klubber slet ikke har svært ved at motivere sig, selv om guleroden for enden af det hårde slid på vinterbanerne er en kamp mod FC Vestsjælland.

Det smukke ved en sejr på udebane
Først og fremmest elsker han simpelt hen bare stadig væk at spille fodbold, men det er så også mere end det.

”Jeg synes, det er sjovt at spille fodbold, men jeg synes også, det er interessant at være i en gruppe og prøve at få det optimale ud af det. Skabe noget sammen. Den bedste fornemmelse er jo, hvis man har spillet på udebane, man har kæmpet, og man har vundet sammen som hold. Det er en fed fornemmelse.”

”Og som en af de ældre spillere vil jeg gerne være med til at præge tingene i en positiv retning. Vi skal være professionelle, vi skal stræbe efter at vinde, og vi skal bygge en god kultur op omkring klubben. Det er selvfølgelig Ståle, der er chefen, og det er ham, der bestemmer, men jeg prøver da at byde ind med de ting, som jeg kan. Hvis jeg ser noget til træning, som jeg føler kan være bedre, så siger jeg”kom lad os prøve at gøre sådan.” Det kan være med et råb, men det kan også være ved at snakke med spilleren bagefter.”

”For til træning gælder det om at være skarp hver gang. Vi kan godt have det sjovt udenfor banen og hygge os, og det skal vi også. Det er også vigtigt, at vi laver de sociale ting, men når vi træner, skal vi alle sammen være skarpe. Det er vejen til at blive bedre i kampene, at vi ildner hinanden op og stiller nogle krav til hinanden. ”Vi skal op og træne nu, og hvis vi har ambitioner, så skal vi ville det samme.”

”Det er specielt vigtigt, når man har en ny trup. Tidligere havde FCK en base, hvor der kom en eller to nye spillere i hvert vindue, men nu er der blevet hentet mange nye ind. Der er nogle med erfaring som Pelle [Nilsson] og Anton [Mikael Antonsson], der har været her før, men man skal stadig bygge noget nyt op, bygge en kultur. Selvfølgelig kan man snakke om, hvordan det var en gang, men lige nu er vi den gruppe, der er, og så skal vi som gruppe få det til at fungere bedst muligt.”

”En af grundene til, at jeg kom tilbage, var jo også, at jeg ved at have været i udlandet føler, at jeg kan komme med nogle input og nogle ideer til, hvordan man kan præge tingene i den rigtige retning. Man skal selvfølgelig også være ydmyg. Det er jo ikke sådan, at jeg tænker, at jeg er den eneste, der har været ude, så nu skal vi gøre det, som jeg synes. Jeg prøver bare at komme med de ting, som jeg kan og lytter samtidig til de andre, så vi sammen skaber en kultur, hvor vi har det godt og føler, at vi presser hinanden til at blive bedre i det daglige.”

”Hvis jeg nu havde været 25 år gammel, så havde jeg måske ikke tænkt så meget over de ting, men det er kommet mere og mere i løbet af de seneste år i først Evian og så i Ajax. Jeg føler jo heller ikke, at jeg på samme måde som før kæmper for den næste kontrakt. Jeg vil bare gerne gøre det så godt som muligt her for FCK og være med til at bidrage på en positiv måde. Selvfølgelig har jeg ambitioner både på egne og på holdets vegne. Det er også derfor, at jeg gerne vil blive ved med at spille og give den en skalle til træning, fordi jeg føler, at jeg har niveauet til at være med,” siger Christian Poulsen om den proces, han er hentet hjem til at være en del af, og som han har taget til sig, både med træninger med ynglingeholdet, så de kan få en ide om, hvad der kræves for at nå så langt, som de drømmer om, men også med eksemplets magt i den daglige træning.

”De bedste spillere, jeg har mødt, har også været dem, der har investeret mest i det. Jeg har ikke set nogen, der er kommet nemt til det, bare fordi de har et talent. De bedste var også dem, der trænede hårdest,” siger en af de FCK’ere, der altid er 100 procent på, når der fløjtes op til den daglige dont på Jens Jessens Vej, og som i øvrigt også har bemærket, at der er en rigtig god træningsmoral i truppen både blandt de unge og de rutinerede.

Et håb om mange flere minutter
Efter mange og lange overvejelser hen over sommeren, overvejelser der inkluderede et karrierestop, et comeback i Ajax og andre tilbud fra udlandet, endte Christian Poulsen med at sige ja til en kontrakt med sin gamle klub FCK for resten af sæsonen. Men datoen var den 30. september, Superligaen var allerede ni runder gammel, og formen var ikke til at gå direkte ind i startopstillingen, men allerede tre uger senere blev han klappet ind i Parken til de sidste tre minutter af hjemmekampen mod Randers. Han spillede også fuld tid i pokalkampene mod Roskilde og Greve, og den 9. november var han tilbage i startopstillingen for FCK i Superligaen for første gang siden den 16. maj 2002, da AaB blev besejret 4-2 i Aalborg med både Peter Møller og Allan Gaarde på måltavlen for hver deres klub.

Men det blev som bekendt en kort fornøjelse, for efter en halv time hamrede Poulsen sin albue i brystkassen på FC Nordsjællands Emiliano Marcondes i forbindelse med positioneringen i en mur før et frispark, og så var det direkte rødt og to spilledages karantæne til den brødebetyngede midtbanemand, der måtte nøjes med det sidste kvarter i den afsluttende sejr på 3-0 over FC Midtjylland, før efteråret lukkede.

Alt i alt blev det til 105 minutter i fem kampe på Superliga-banerne, og trods den sene start var det stadig ikke ret meget for en mand, der havde spillet 43 kampe for Ajax i alle turneringer året før. Så også på det punkt er der plads til forbedring.

”Lige nu er mit mål at komme i så god form som muligt, både fysisk og spillemæssigt gennem de træningskampe, der kommer. Men ellers er min egen målsætning at præge tingene så meget, som jeg nu kan. Jeg vil gerne gøre det på banen, men jeg vil også være en, som træneren kan stole på. En som han kan sætte på bænken uden problemer, hvis han føler, at der er andre, der er bedre. Men jeg håber da selvfølgelig, at jeg kan gøre valget svært for ham, og at jeg kommer til at spille så meget som muligt. Og så har jeg en lige så stor ambition om at være med til at få holdet i den rigtige retning. At vi kan angribe det her forår og få så mange point som muligt. Så må vi se, hvad det giver til sidst.”

”Målsætningen er at være klar fra start af, når vi åbner mod FC Vestsjælland den 22. februar og undgå for mange bump på vejen, så vi kan holde den position, vi har nu og måske også udbygge den ved at rykke en enkelt plads højere op,” siger midtbanemanden med et lille grin, for egentlig vil han helst ikke bruge hele foråret med at vende mesterskabsmulighederne i kampen mod FC Midtjylland efter hver runde.

”Man skal ikke begynde at tænke, at der er så mange kampe tilbage, og det er finaler alle sammen, som der sikkert er nogle medier, der gerne vil gøre det til. Som spiller er det det daglige arbejde, det handler om. At vi går i den rigtige retning, og at vi kæmper for det. Så kan man være heldig i nogle kampe og uheldig i andre, men hvis man arbejder rigtigt, arbejder man også hen imod, at man har en større chance for at være heldig end at være uheldig.”

”Lige nu er mit hoved meget i den daglige træning her på Frederiksberg, men jeg vil da håbe, at jeg også udadtil kan vise, at jeg kan være med og præge tingene på en positiv måde i kampene. At jeg kan stemple rigtigt ind, også i Superliga-kampene. Men jeg har også stor respekt for de andre spillere, og jeg synes stadig, at vi har en god trup, selv om vi har mistet Pierre [Bengtsson] til Bundesligaen og Claudemir. Vi har stadig to mand til hver plads, og det skal der også være i en klub som FCK. Der er en naturlig og intern konkurrence på holdet, men vi skal altså også sammen skabe en gruppe, der kæmper for hinanden, uanset om man starter inde i den ene kamp og ude i den næste.”

”Mange af de ting, som jeg snakker om, er der jo allerede, det skal bare forstærkes. Der er mange ting, der bliver gjort godt. I efteråret har vi for eksempel stået rigtig godt rent defensivt, der er ikke blevet lukket ret mange mål ind, og vi har været inde i en god stime pointmæssigt i de sidste 10 kampe [syv sejre, tre uafgjorte og en målscore på 13-3]. Men selv om vi vinder kampene, synes jeg også, at man stadig skal have ambitioner om at gøre det endnu bedre, score flere mål, spille endnu bedre fodbold,” siger Christian Poulsen.

En god ven i fjendeland
Rent kampmæssigt kigger midtbanemanden ikke længere frem end forårsåbningen mod FC Vestsjælland i Parken den 22. februar, men på opfordring kan han godt finde et par kampe mere at glæde sig til.

”Lige nu handler det bare om at komme i form, så jeg har ikke kampe liggende i horisonten på den måde. Men det bliver selvfølgelig specielt mod Brøndby – det er nogle specielle kampe, så man ved da, at der er de to kampe i løbet af foråret, som bliver nogle højdepunkter, som man ser frem til. Og som stillingen er lige nu med os som toer og Midtjylland som etter, så ved man også godt, at kampen mod dem i Herning ligger et sted derude,” siger Christian Poulsen, der i sin korte tid som FCK’er fra foråret 2001 til sommeren 2002 nåede at være med i to historiske opgør mod rivalen fra Vestegnen.

Faktisk scorede han til 1-0, før Sibisiso Zuma blev historisk med sit saksespark i 3-1 sejren i 32. spillerunde af 00/01-sæsonen, mens han året efter samme sted og i samme spillerunde måtte se Brøndby tage det afgørende skridt mod mesterskabet med udligning til 1-1 i det 89. minut ved Mads Jørgensen. Det var store og højspændte kampe, men det betyder ikke, at han ser Brøndby som fjenden på den måde, for han har både en gammel holdkammerat fra Liverpool-tiden i Daniel Agger og en god ven fra landsholdet i Thomas Kahlenberg derude. 

”Det er jo sjovt med den rivalisering. Stadion bliver fyldt, og der er masser af snak før kampen. Men jeg snakker også rigtig godt med ”Kalle,” vi snakker tit sammen, og vi er rigtig gode venner. Men derfor kan der godt blive noget fight, hvis vi kommer op imod hinanden. Det har vi joket med allerede. Også fordi der dengang var en kamp, hvor han lige var kommet op og kom ind, og hvor jeg var lidt efter ham. Det har vi tit snakket om,” siger Christian Poulsen med tanke tilbage på 1-1 kampen, hvor en 19-årig Kahlenberg fik de sidste 20 minutter.

Nu er de begge tilbage i Superligaen efter mange år på baner i udlandet, og Christian Poulsen er glad for de både nye og velkendte rammer for ham selv, fru Julie Marie og parrets tre børn.

”Jeg har altid vidst, at vi skulle tilbage til Danmark og bo, og så synes jeg bare, at det hænger utroligt godt sammen at bo her i København, som vi godt kan lide, og så komme tilbage til den klub her i Danmark, hvor det startede, inden jeg tog af sted. Jeg kender jo stadig nogen af dem, den fysiske træner Anders Storskov, massøren Jesper Larsen og Ståle, som jeg nåede at spille med. Det hænger meget godt sammen, synes jeg,” siger midtbanemanden, der endnu ikke har taget stilling til, hvad der skal ske, når kontrakten løber ud.

”Nej, vi lavede en kort aftale, for jeg ville gerne prøve det af, gøre mit bedste på og udenfor banen og så se, når det her år er gået. Har det været sjovt, har det været det, jeg gerne ville? Det har jeg ikke konkluderet på endnu. Jeg har haft et efterår, hvor jeg dårligt nok har spillet, fordi jeg kom så sent, og der var det røde kort, så nu giver jeg den en skalle i foråret, og så ser jeg, om jeg føler, at jeg kan være med til at gøre en forskel rent spillemæssigt. Jeg tænker ikke længere frem end til sommer, og så må vi analysere på det til den tid,” siger Christian Poulsen, der heller ikke tager det for givet, at fodboldens verden også bliver hans fremtid, selv om han altså går meget op i processerne og en trups indre liv.

”De sidste par år er man da begyndt at tænke på nogle andre perspektiver. I sin tid blev jeg færdig på gymnasiet, begyndte på universitetet, men droppede så ud, da jeg fik en aftale med FCK, så jeg har ligesom taget min uddannelse i fodboldens verden, hvor jeg jo også har rigtig mange kontakter.”

”Men jeg kunne også godt forestille mig at tage et år ud af kalenderen til at tænke mig om, stoppe op så man ikke bare kører fra det ene til det andet. Bruge det år på at overveje andre ting. Som person er jeg også sådan, at hvis jeg skal gøre noget, så skal jeg gøre det fuldt ud. Jeg kan godt se mange gode ideer og ting jeg har lyst til, men det skal også hænge sammen med, at vi har tre børn. Tiden skal være der og det skal være det rigtige,” siger FC Københavns nummer 29.

Men det hører fremtiden til. Lige nu gælder det den kolde januartræning og så et forår, hvor han denne gang gerne vil gøre en forskel både på og udenfor banen.