Christian Poulsen i tænkeboks: Overvejer stop
Foto: Philip Davali/Polfoto
Superliga

Christian Poulsen i tænkeboks: Overvejer stop

Christian Poulsen har endnu ingen klarhed over fremtiden - et karrierestop kan blive udgangen.

Christian Poulsen tørnede i den forgangne sæson ud for FC København, men 30. juni udløb aftalen med de danske vicemestre, og dermed står den mangeårige landsholdsspiller for andet år i træk i en situation, hvor han skal bruge sommeren på at få afklaret fremtiden.

Og pilene peger i mange retninger for Christian Poulsen. I løbet af sæsonen fik midtbanespilleren sat en streg under, at han stadig kan begå sig på et højt niveau, men med sine 35 år er Poulsens storhedstid bag ham.

Af samme årsag kan den tidligere Schalke 04- og Liverpool-spiller også have spillet sin sidste fodboldkamp.

- Der er ingen afklaring endnu. Christian er på ferie i øjeblikket, og så kigger vi på det, når han vender tilbage. Det kan være, han finder en ny klub, men det kan også være, han stopper karrieren. Begge dele kan ske. I første omgang ser vi, hvilke muligheder der byder sig, og så tager Christian stilling derfra, siger Christian Poulsens rådgiver, Jørn Bonnesen, til tipsbladet.dk.

Christian Poulsen var på banen i 16 Superliga-kampe for FC København i den forgangne sæson. Han fandt vej til netmaskerne en enkelt gang.